Ad

Tre scenarier for fremtiden i Donbas regionen

Prorussiske aktivister i Donbas Foto: FB

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Samtidig med genåbningen af forhandlingerne inden for rammerne af Normandiet-formatet genåbnes debatten om fremtiden for Donbas regionen. Krim er et kapitel helt for sig. Donetsk og Luhansk oblasts betragtes i Kijev som besatte områder (ORDiLO), målet er reintegration. Det store spørgsmål er derfor, hvor langt Kiev vil gå for at få skabt fred.

Officielt forkastes både separatisme og føderalisering. Målet er at imødegå russiske interesser. Som Maksym Vikhrov skriver i ”Ukrainian Week” (november 2019), Donbas skal gerne være en del af Ukraine politisk, økonomisk og kulturelt. Ejendomsretten skal ændres. Den nationalisering af virksomheder, som separatisterne har gennemført, skal ophøre, og separatister skal kunne retsforfølges. Lokalvalg skal først finde sted, når alle russiske tropper er ude, og centralregeringen i Kijev har den fulde kontrol over grænserne.

Der findes andre muligheder, skriver Vikhrov videre. Én er Tjetenien-scenariet. I 1990erne udkæmpede Jeltsin og derefter Putin flere krige for at få standset Tjeteniens løsrivelse fra Rusland. Udgangen blev, at Tjetenien i dag udgør en ”outpost af statehood”, reelt er Moskva ude af stand til at reintegrere Tjetenien. Tjetenien er de facto en stat i staten. Ramzan Kadyrov styrer landet med hård hånd. Landets justitsvæsen er helt under hans kontrol, 20.-30.000 lokale tropper er reelt Kadyrovs personlige hær. Og den agter ikke at følge alle ordrer fra Moskva.

Kadyrov reagerede således skarpt, da russiske politifolk i 2015 dræbte en tjetener, som var eftersøgt af russisk politi. ”Når nogle fra Moskva og Stavropol dukker op uden jeres viden, så skyd og dræb dem”, sagde han som en opfordring til det tjetenske politi og de lokale sikkerhedsstyrker. Kadyrov har også været en aktiv aktør i russisk politik, men formelt er han loyal over for Putin. Han har i hvert fald bakket aktivt op om separatisterne i Donbas (ORDiLO-lederne).

Om det tjetenske scenarie kan gentages i Donbas er yderst tvivlsomt. Det ville i givet fald betyde udstrakt selvstyre, en brutal leder og en særlig form for loyalitet over for centralregeringen i Kijev. Lederen i Donbas skal støtte Kijev i kampen mod Moskva, ligesom Kadyrov har støttet Moskva i Donbas, på Krim og tidligere i krigen i Georgien.

Der blev i 1990erne gjort forsøg, der gik i den retning. Kravet fra Donetsk lød dengang på en føderalisering af Ukraine, at give Donetsk Oblast en særlig statuts (”special status”). I 1994 blev der afholdt en ikke-tilladt folkeafstemning om status for russisk som sprog. 

Et tredje scenarie er at vende tilbage til det der kendetegnede forholdet mellem Donbas og Kijev i 1990erne og frem til oprøret mod Janukovitj i 2005. I den periode var Kijev villig til at gå på kompromis. Magten i Donbas var meget koncentreret omkring én bestemt klan (Donetsk-klanen), der et meget langt stykke sad på den politiske og økonomiske magt, og Donbas havde også tætte relationer til Rusland.

Krim opnåede en særlig status for at modvirke krav om uafhængighed. Regeringen i Kiev havde begrænset magt. Det blev set som acceptabelt for at opnå fred. De formelle kriterier for loyalitet var til stede, men Janukovitj og Regionernes Parti sad solidt på magten og havde i perioder stemmer nok til også at sætte sig på regeringsmagten i hele Ukraine. Den model holdt i skrøbelig form frem til Maidan-oprøret i 2013-2014, og forsvandt derefter. Om den kan genskabes i en anden og ny form kan diskuteres. Af mange vil det blive set som kapitulation. 

Om Normandiet-forhandlingerne vil nå frem til en ny bæredygtig model for selvstyre i Donbas får vi at se. Tyskland og Frankrig arbejder på det. Sker det ikke, får vi endnu en langvarig fastfrossen konflikt.