Ad

Tjekkiets parlament vedtager kvoter for tjekkiske madvarer i supermarkeder

Lidls reklameavis og en retro uge med tjekkiske varer fra kommunisttiden Foto: Ota Tiefenböck

Tjekkiet: Tjekkiets parlament vedtog onsdag en lov, som skal sikre, at udbudet i supermarkeder over 400 kvadratmeter består af mindst 55 procent tjekkiskproducerede varer. Loven skal også vedtages i det tjekkiske Senat og underskrives af landets præsident Milos Zeman, før den træder i kraft, skriver tjekkiske medier.

En del af loven er, at udbudet af tjekkiskproducerede madvarer fra 2022 hvert år skal stige med tre procent indtil 2028, hvor det når 73 procent. Den nye lov vil især gælde for tjekkiskproducerede æg, honning, blomkål, kål, hvidløg samt kød og f.eks. rapsolie, solsikkeolie, mælk og oste m.m..

Den nye lov er formentlig i strid med EU lovgivning. Flere landes ambassadører, heriblandt fra Tyskland, Frankrig, Polen, Italien, Holland og Østrig advarede tjekkiske parlamentsmedlemmer inden afstemningen i parlamentet. De mener, at loven er i strid med EU lovgivningen samt vil betyde dyrere madvarer i Tjekkiet.

Det afviser Tjekkiets landbrugsminister Miroslav Toman.

“Jeg kan ikke lide, at nogen sætter lighedstegn mellem tjekkisk og dyr, jeg vil heller have det mellem tjekkisk og kvalitet. Derudover skåner vi miljøet. Jeg kan ikke se nogen idé i, at vi midt i sæsonen skal importere æbler fra Sydamerika. Jeg kan heller ikke se nogen grund til at vi skal importere pærer. Vi må tale om tjekkisk landbrug, tjekkiske madvarer og ikke give fordele til udenlandske supermarkedskæder, siger han.

En del af den nye lov betyder også at det bliver forbudt at sælge varer af dobbelt kvalitet, disse vil give en bøde på op imod 50 millioner tjekkiske kroner (ca. 15 millioner kroner). ota