Tjekkiet vil være en del af “det progressive Europa”
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Mens Polen og Ungarn skærper deres kritik af EU og det etablerede liberale demokrati, har den tjekkiske regering og i særdeleshed det tjekkiske Socialdemokrati (CSSD) valgt en anden linje, selvom regeringen i Prag går imod Bruxelles- EU’s kvoteordning for flygtninge.
Modstanden mod kvoterne skyldes uden tvivl, at der er valg i oktober, og at CSSD står meget svagt i meningsmålingerne. At gå ind for tvungne EU kvoteordninger er den sikre vej til valgnederlag, også i Tjekkiet. I nogle målinger står CSSD til blot 10-11 pct.
I EU ønsker den tjekkiske ministerpræsident, socialdemokraten Bohuslav Sobotka at høre til “beslutningskernen” i EU, hvilket som en ultimativ forudsætning kræver gode relationer til både Tyskland og Frankrig. Heller ikke en tilslutning til euroen afvises. Men her har Sobotka et problem, for meningsmålinger viser, at omkring 80 pct. af tjekkerne afviser tjekkisk euro-medlemskab. Sobotka vil også gerne styrke planerne om et fælles europæisk forsvar, men heller ikke den idé fænger hos ret mange vælgere.
Den polske regering har indkaldt til en stor “Sortehavskonference” eller” tre-hav-konference” (Østersøen, Adriaterhavet, Sortehavet) for at relancere en gammel polsk idé fra mellemkrigstiden om et tæt samarbejde mellem staterne ned gennem Central- og Østeuropa som et alternativ til den tysk-franske akse og dominans inden for EU.
Donald Trump skal i øvrigt tale under denne konference under sit snarlige besøg i Polen og ventes i den forbindelse at støtte projektet. Modspil til Frankrig og Tyskland er jo også Donald Trump’s politik.
Men Tjekkiet og flere andre lande i øst er imod eller skeptiske. Spørgsmålet er, hvad der vil ske efter valget i Tjekkiet i oktober. Finansmanden Andrei Babis’ parti ANO kan blive så stort, at det ikke kan udelukkes, at partiet får statsministerposten.
Petr Kratochvili fra Institut for Internationale Relationer (IIR) i Prag siger i den forbindelse, at godt nok er Babis et godt stykke populist, men han er samtidig forretningsmand og som sådan pragmatiker. Han ønsker næppe, som Kaczynski og Orbán, åben “krig” med Tyskland og Frankrig.