Tidligere tysk kansler får toppost i russisk olieselskab
Den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder (SPD) er blevet udnævnt til ”uafhængig” direktør i den russiske oliekoncern Rosneft og får fremover en fremtrædende plads i selskabets bestyrelse
Af Michael Skovgaard
Tyskland/Rusland: I løbet af de seneste 15 år har det delvist statsejede olieselskab udviklet sig til en af verdens største oliekoncerner. Længe har den nu 73-årige Schröder været kendt som en nær ven af både Putin og chefen for Rostneft, og ved flere lejligheder har ”altkansleren” talt for en ophævelse af sanktionerne mod Rusland efter konflikten i Ukraine.
I forvejen er Schröder formand for aktionærforeningen i Nord Stream, som står bag gasledningen fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen. Udnævnelsen til direktør i Rosneft kommer efter et dekret fra den russiske ministerpræsident Dimitrij Medvedev. Det skriver flere tyske medier.
Kritikere i Tyskland har allerede betegnet Schröder som Putins velbetalte lakaj. Og Ukraines ambassadør i Tyskland kalder det moralsk forkasteligt, at en tidligere forbundskansler og topfigur i SPD hermed får en rolle som redskab for russiske interesser. Han kalder det for et forkert signal, som medvirker til at undergrave den tyske regerings rolle som mægler i konflikten i Ukraine.