Ad

Theresienstadt tur/retur

Foto- Peter Tudvad

Af Peter Tudvad
Tjekkiet: Grænseland! Som dansker tænker man spontant på Sønderjylland, rigets bolværk mod syd, hvorfra faren i århundreder lurede i skikkelse af tyske hære. Man søgte at betrygge sig ved at befæste grænsen, men kun for at se den blive rendt over ende. Dengang var grænseland omtrent synonymt med krigsskueplads, men ikke i dag, hvor tyske og danske bor fredeligt dør om dør. På samme måde kan grænseland i en anden forstand både være en ødelæggende kampzone og et frugtbart overdrev, noget man for sin mentale sundheds skyld viger tilbage for, eller noget man for sin opbyggelses skyld gerne betræder.
Holocaust! Man træder uvilkårligt et skridt tilbage – af respekt for ofrene og frygt for det uforståelige, men baglæns, så man stadig kan se det for sig.
En streg er trukket i sandet, som ingen vover at overtræde, for Holocaust er lidelsernes allerhelligste, som ingen andre end ofrene har adgang til. Man taler om Holocausts singularitet – om Holocaust som et folkemord og en forbrydelse uden sidestykke eller fortilfælde – som var det ikke bare indbegrebet, men også opfyldelsen af en fortvivlet menneskeheds frygteligste profetier om sig selv. »Her lades alt håb ude«, som der står over Helvedes porte i Dantes Guddommelige Komedie. Helvede og Holocaust er ét og det samme utilgængelige grænseland.
Theresienstadt! Forsigtigt vover man sig igen en smule tættere på, men kun fordi man som dansker synes, at grænsen dertil allerede ér overtrådt. Det var jo her, i Theresienstadt og ikke i regulære udryddelseslejre som Auschwitz, Treblinka eller Majdanek, at tyskerne anbragte de danske jøder efter at have taget dem i oktober 1943. Man besøger Theresienstadt og føler sig næsten hjemme, for selvom besættelsestidens ghetto og kz-lejr oprindelig var en fæstnings- og garnisonsby, ligner den med sine snorlige gader og hyggelige huse i to stokværk omtrent Christiansfeld. Den pittoreske idyl er selvfølgelig en illusion, men som sådan nyttig, da den giver mod til at trodse de alvorstunge forbud mod at profanere helligdommen. Således trænger man ind i Holocaust på samme grundvilkår, som ofrene gjorde, som menneske, og således får man mulighed for at erfare det vigtigste, nogen af dem nogensinde gjorde, nemlig hvordan man i håbløsheden genfinder håbet.
Håbløsheden
Kort fortalt er historien den, at tjekkiske jøder allerede i november 1941 blev deporteret til Theresienstadt fra »Protektoratet Bøhmen-Mæhren«, som tyskerne kaldte det besatte Tjekkiet. Efter Wannsee-konferencen i januar 1942 fik tjekkerne selskab af gamle og prominente jøder fra Tyskland og Østrig, i 1943 desuden af hollandske og danske jøder, endelig i 1944 også af ungarske. Frem til befrielsen i maj 1945 blev 141.000 jøder deporteret til lejren, hvor 33.500 af dem døde. Men dertil kom langt flere, da Theresienstadt kun var en gennemgangslejr i nazisternes udryddelsesprogram, så ingen kunne vide sig sikre for de frygtede østtransporter.
Således blev 88.000 sendt videre til især Auschwitz, hvor kun 3.500 af dem overlevede. Det var især den idelige angst for transporterne, der plagede jøderne i Theresienstadt og fik mange til at begå selvmord for at komme døden i forkøbet og angsten til livs. Når SS gav ordre til, at der på en given dato skulle afgå en transport med et bestemt antal jøder, typisk 1.000, var det op til den jødiske selvforvaltning, det såkaldte »Ältestenrat«, at udpege ofrene og give dem besked. For tyskerne var det kun antallet, der betød noget. Ingen vidste, om transporten – som tyskerne hævdede – vitterligt havde en polsk arbejdslejr som mål, måske værre, måske bedre end Theresienstadt, men alle frygtede uvisheden og de rygter, der florerede om masseeksekutioner i det fjerne Polen.
Vel kunne man være heldig at stå på en af de særlige lister over fanger, der var beskyttede mod transporterne, men det var en falsk tryghed og en stakket frist, for i den sidste ende var det tyskerne, der afgjorde, om man med sit liv skulle bidrage til at opfylde kvoten. Reelt var det kun de privilegerede danskere, der kunne føle sig nogenlunde betrygget mod at blive sendt af sted med kreaturvognene mod øst.
I Theresienstadt var forholdene nok bedre end i Auschwitz, men kun marginalt. Man sultede og kunne dårligt tænke på andet end mad, hvis ikke det var for lus, lopper og væggetøj, der især om natten holdt en beskæftiget. Før ghettoens oprettelse havde Theresienstadt huset 7.000 civile og militære tjekker, men nu blev der på den samme plads stuvet op til 53.000 jødiske fanger sammen. Mavekatar, plettyfus og andre sygdomme florerede, mens man sjæleligt led af ikke blot angst for transporter, men også af adskillelsens symptomer – savn og længsel – såvel som skintilværelsens følgesvende – fortvivlelse eller i bedste fald apati. Dette var virkeligheden i Theresienstadt og ikke den mønster- eller paradisghetto, som den nazistiske propaganda forsøgte at vise omverdenen; men selv i dag kan det være vanskeligt for turisten i Theresienstadt at gøre sig fri af de iscenesatte billeder, han har set af glade børn, der løber rundt på voldene og leger, og voksne, der sidder i solen og læser eller lytter til en symfonikoncert i en park.
Håbet
Noget under var det ikke, at mange, om ikke de fleste, fortvivlede, for hvad havde de at vente sig af livet, når alt blev dem berøvet? Intet, må man redeligvis svare. Og det svarede også den østrigske psykiater Viktor E. Frankl, der selv sad i Theresienstadt, før han blev deporteret til Auschwitz. En dag hørte Frankl to medfanger overveje selvmord, da de netop ikke længere kunne »vente sig noget af livet«. Frankl indvendte, at livet til gengæld forventede noget af dem, da nogen eller noget ventede dem i fremtiden, hvor usikker denne end syntes. For den ene selvmordskandidats vedkommende var der da også et barn i udlandet, det ventede sin far. Og i den andens tilfælde var der et videnskabeligt værk, han skulle have gjort færdigt. Den lære, Frankl drog af Holocaust, var, at vi som fortvivlede mennesker må forstå, at det aldrig kommer an på, hvad vi kan vente os af livet, men ene og alene kommer an på, »hvad livet forventer af os«. Vi skal ikke spørge efter livets mening, men betragte os selv som de udspurgte – som dem, livet stiller sine spørgsmål til, og som dem, der kun kan give svar i en konkret handling eller en korrekt attitude.
Den tjekkiske digter og børnebogsforfatter Ilse Weber var en af dem, der spontant havde forstået dette. Før den tyske besættelse af Prag i 1939 havde hun og hendes mand, Willi, for en sikkerheds skyld sendt deres ældste søn, 8-årige Hanuš, til Sverige. I 1942 blev ægteparret sammen med deres yngste søn, Tommy, deporteret til Theresienstadt. Her var Ilse plaget af længsel efter Hanuš, men også betrygget i visheden om, at han var i sikkerhed – og i håbet om igen at se ham. De digte og breve, hun skrev i Theresienstadt, er som ét, langt skrig, men uden at de bærer præg af bitterhed eller forurettelse. »Gud selv har skilt os, mit barn!« Sådan udtrykte hun det i et vers, der kunne lyde som hendes personlige gengivelse af Hannas lovsang i 1. Samuelsbog: »Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra«. I oktober 1944 blev Ilse, Willi og Tommy Weber deporteret til Auschwitz, hvor mor og søn straks blev gasset. Willi vendte efter sin befrielse tilbage til Theresienstadt for at hente sin myrdede hustrus digte, som han dér havde skjult. Ilse døde for Hanuš – og i savnet af ham for sit værk.
Ruth Elias er en anden tjekkisk jøde, hvis vej gik gennem Theresienstadt, hvor hun på én og samme dag i april 1942 måtte tage afsked med hele sin familie, da den blev sendt bort med en af de frygtede østtransporter. Senere blev også Ruth deporteret, nemlig til Auschwitz, hvor hun fødte en datter – som hun egenhændigt slog ihjel for at spare hende for de lidelser, dr. Mengele havde beredt hende. Selv levede Ruth videre i håbet om at se sin familie igen. »Udsigten til et gensyn med mine kære fik mig til ikke at give op, fik mig til at holde ud.« Men håbet blev beskæmmet, for efter krigen viste det sig, at de alle som én var blevet myrdet af tyskerne. Ruth brød sammen og mistede sit livsmod, indtil en modig psykiater satte hende stolen for døren og gav hende valget mellem liv og død – at leve videre eller begå selvmord. »Hvis De beslutter Dem for at leve videre, så må de begynde med at sætte en slutstreg under det, der har været. Så må de begynde på ny. Det er de to muligheder, De har.« Og så fik hun en time til at meddele ham sin beslutning. Hun valgte livet.
[Bragt i Sankt Jakobs magasin, sept./okt./nov. 2018, »Grænseland«, s. 16-19.]