Ad

Terror ryster ikke opbakningen til Merkel

Forbundskansler Angela Merkel

Forbundskansler Angela Merkel

Af Uffe Gardel

UffeAnalyse. Det blodige terrorangreb på et julemarked i Berlin ser ikke indtil nu ud til at ryste tyskernes opbakning til Angela Merkel, endsige sætte et internt kupforsøg mod hende i gang.

Her lige før nytår har vi fået de første meningsmålinger foretaget efter attentatet på Breitscheidplatz. Først kom der en måling fra INSA foretaget for Bild, som ganske vist viser halvanden procents fremgang til AfD og en tilsvarende tilbagegang til CDU/CSU, men alligevel efterlader Unionspartierne med større tilslutning, end de har haft igennem det meste af 2016. Derefter fik vi en måling fra Forsa på vegne af nyhedsmagasinet Stern, som minsandten gav CDU/CSU en fremgang på hele to procent – og AfD en fremgang på en enkelt procent. I begge målinger må socialdemokraterne til gengæld bløde.

Politiske iagttagere peger gerne på at ingen i CDU kunne finde på at vælte Merkel, med mindre hun virkelig bragte partiets stilling i fare. Og det ser hun altså foreløbigt ikke ud til at gøre. Man har da heller ikke hørt en eneste betydende CDU-politiker lægge den mindste afstand til Merkel. Det har for så vidt ikke engang CSU gjort. Til gengæld har både CSU-politikere og højrefløjspolitikere i CDU genoptaget kravene om hurtigere udvisning af udlændinge, som har fået afslag på asyl – altså mindre tålt ophold.

Og hvad er forklaringen på tyskernes fortsatte opbakning? Jo, for det første synes de kun i begrænset omfang at give Merkel og hendes migrantpolitik noget ansvar for terroren, uanset at attentatmanden fra Breitscheidplatz jo netop kom til landet som asylansøger i juli 2015, og uanset at attentatet har udløst en betydelig debat om, hvorvidt det er rimeligt, at han stadig var i Tyskland i december, når nu han allerede i juni i år fik afvist sin asylansøgning som “åbenlyst grundløs”. Men det gør tyskerne atlså ikke; en ny meningsmåling viser, at kun 28 procent sammenkæder attentatet med migrantpolitikken; 68 procent ser ingen sammenhæng.

Og så er der én ting til, som vi har en tilbøjelighed til at glemme i Danmark, fordi nyhedsdækningen herhjemme kun er sporadisk: Angrebet på Breitscheidplatz var ganske vist det blodigste islamistiske attentat, vi har set i Tyskland. Men det er på ingen måde enestående: I årets løb har der været seks andre attentater eller attentatforsøg begået af islamister, flere med direkte forbindelse til IS. Tyskerne er måske ved at vænne sig til at være under angreb.

 

 

Årets syv islamistiske terrorangreb i Tyskland