Ad

Szydlo og den polske regering, status 2 år efter tiltrædelsen

Polens premierminister Beata Szydlo Foto:
Platforma Obywatelska RP

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Omkring 2 året for den polske regerings tiltrædelse her for nylig, blev der naturligt nok gjort status blandt politiske iagttagere. Hvordan er det gået? Hvilke ministre har klaret sig bedst? Set i europæisk perspektiv er der naturligt nok særligt fokus på ministerpræsident Beata Szydlo, minister for udvikling og finanser og viceministerpræsident Mateusz Morawiecki, forsvarsminister Antoni Macierewicz samt udenrigsminister Witold Waszczykowski.

Målt efter popularitet har Beata Szydlo figureret pænt i meningsmålingerne, dog med et beskedent fald i popularitet på det sidste. Hun har af mange vælgere været betragtet som ”folkets kvinde”, meget beskeden i sin fremfærd. Som meget rigtigt sagt i analysen i ”Gazeta Wyborcza” har den reelle magt dog været i partihovedkvarteret på Nowogrodzka, hos partiformanden Jaroslaw Kaczynski.

Szydlo har således ikke haft kontrollen over sine ministre. Selv mindre sager er blevet afgjort, ikke af ministrene og af ministerpræsidenten, men af Kaczynski og inderkredsen omkring ham. Der har været- og er stadig – hårde magtkampe og uenigheder internt i regeringen og også mellem bestemte ministre og præsidenten. Den hårde kerne omkring justitsminister Zbigniew Ziobro og forsvarsminister Antoni Macierewicz over for den mere moderate gruppe, der mere orienterer sig politisk mod præsident Andrzej Duda.

De stridigheder afgøres i partihovedkvarteret, ikke på ministermøderne. Polen står over for en ministerrokade, men hvilke ministre der bliver ofret vides ikke. Mange, herunder Szydlo selv, er i farezonen. Mateusz Morawiecki, som hører til de urørlige, er sammen med Kaczynski på tale som en mulig ny ministerpræsident, skulle Szydlo blev fyret. Morawiecki kan, som ansvarlig for økonomien, bryste sig af høj økonomisk vækst, uanset at årsagerne hertil mest er ude fra kommende. Han formulerer store langsigtede planer, men har haft svært ved at realisere dem.

Forsvarsministeren, Antoni Macierewicz er i en meget udsat position. Han har ført en hård nationalistisk linje og fx været en af arkitekterne bag teorien om at flykatastrofen i 2010 ved Smolensk skyldtes et attentat, ligesom han har i stærke vendinger fremført kravet om krigsskadeserstatninger fra Tyskland. Den hårde linje er længe blevet støttet at Kaczynski, men på det sidste er Kaczynski slået over på en mere moderat kurs, og det har svækket Macierewicz.

Macierewicz er også upopulær i brede kredse i militæret. Trods flere penge til militæret går det skidt med modernisering af de væbnede styrker, og opbygningen af det stærkt kontroversielle territorialforsvar koster statskassen dyrt. Macierewicz er også blevet problem for NATO, uanset at han var vært for NATO-topmødet i sommeren 2016, som anses som succesfyldt.

Udenrigsminister Witold Waszczykowski har haft samme kontroversielle nationalistiske fremfærd som Macierewicz og er derfor også i farezonen. Han scorede nogle point, da han fik Trump til at besøge Polen i sommer, men Trump var, viste det sig, mest interesseret i at få solgt flere våben og gas til Polen på bekostning af EU-lande. Polen har dog ikke hilst valget af Trump uvelkomment. I hvert fald fokuserer den ny amerikanske præsident slet ikke i samme grad som demokraterne på menneskeretsspørgsmål.

Waszczykowski har også satset stærkt på tre-hav-projektet, et polsk ledet projekt for udvidet samarbejde mellem landene i øst, fra Østersøen, over Adriaterhavet til Sortehavet, men det projekt halter alvorligt. Han har fået forbedret forholdet til Lukasjenko og Hviderusland, men ellers er Polen på konfrontationskurs med alle sine nabostater.

Forholdet til Tyskland er dårligt, forholdet til Ukraine kriseramt og det ikke kun på grund af uenighederne om historien, eksempelvis i vurderingen af den ukrainske ”befrielseshær” UPA og Bandera og de dramatiske begivenheder mellem Polen og Ukraine under og lige efter 2. verdenskrig. Forholdet til EU er yderst spændt, ja EU truer Polen med sanktioner. Polen står inden for Visegrad-samarbejdet klart svagere end Viktor Orbáns Ungarn, der er langt bedre til at manøvrere og skabe alliancer inden for EU. Forholdet til Rusland er ganske vist spændt, men Rusland ser gerne Polen på konfrontationskurs med EU og Ukraine, så længe den ”kolde krig” mellem Rusland og Vesten varer ved.

Kort sagt, flere ministre er i farezonen, her efter andet år den ny polske regering trådte til. Om Waszczykowski og Macierewicz bliver ofret i en regeringsrokade, ved vi ikke endnu, men sker det, vil det blive hilst velkomment i Bonn og Bruxelles og i hvert fald også i Prag og Bratislava og Kijev.