Svindel med EU-midler er et kæmpeproblem

Illustrationsfoto: Mtaylor848

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU 

EU: Svindel med EU-midler er blevet et voksende problem for EU. Det skriver Tomasz Cukiernik i det polske ”Do Rzeczy” (3.-8.4.18). Problemet har altid eksisteret, også før udvidelserne af EU, men problemet er taget til i styrke.

EU har en særlig enhed, der beskæftiger sig med problemet (OLAF), og her er rigeligt at se til. Et voksende antal skandalesager er blevet rejst i medierne og er blevet et led i den politiske kamp i flere lande i Central- og Østeuropa. Eksemplerne herpå er mange.

Problemerne i Bulgarien og Rumænien har været kendt lige siden de to lande i 2007 kom med i EU. Men anklager om korruption og misbrug af EU-midler spillede også en central rolle under den netop overståede valgkamp i Ungarn. Her blev anklagerne især rettet mod kredsen af oligarker og rigmænd tæt på Orbán og også mod Orbáns nære familie, hans far, hans børn og hans svigersøn. Men det forhindrede ikke Orbáns genvalg.

I Tjekkiet har anklager om misbrug af EU-midler været rettet mod rigmanden og ministerpræsident Andrei Babis og topfolk i hans parti ANO. Anklagerne har her medvirket til, at Babis har haft det endda meget svært ved at få stablet en regering på benene.

I Slovakiet er flere sager blevet rejst. For få måneder siden førte afsløringer af svindel i Slovakiet til mordet på journalisten Jan Kuciak og hans kæreste, der havde forinden afsløret tætte forbindelser mellem svindlerne og den italienske mafia i forbindelse med udbetalinger af EU-penge til projekter i det østlige Slovakiet.

I Rumænien har der været rettet alvorlige anklager mod Liviu Dragnea, formanden for parlamentet og for det rumænske Socialdemokrati. Også den rumænske ortodokse kirke har været i søgelyset.

I Polen har der været rejst sager om bestikkelse fx i forbindelse med udbetalinger af landbrugsstøtten. Som gengæld for ulovlige penge er private bønder blevet hjulpet med at skaffe sig midler mere eller mindre lovligt fra EU’s program for udvikling af landdistrikterne.

EU skal snart for alvor i gang med forhandlingerne om det kommende langsigtede budget fra året 2021. De forhandlinger bliver særdeles vanskelige. De mange korruptions- og svindel-affærer vil uden tvivl være et af flere argumenter fra EU’s nettobidragydere for at begrænse størrelsen af EU’s udbetalinger.

Share This