Ad

Strukturelle problemer er skyld i Ruslands skuffende Confederations Cup præstation

Foto: Roman Kovrigin

Rusland skuffede for nyligt fælt ved Confederations Cup på hjemmebane, hvilket i høj grad skyldes strukturelle problemer i russisk fodbold.

Af Toke Theilade

Tre kampe var alt, hvad det blev til for Rusland ved denne sommers Confederations Cup, der blev afholdt på hjemmebane. I disse fik russerne en enkelt sejr, 2-0 imod miniputterne fra New Zealand, imens de tabte til Portugal og Mexico, hvilket medførte et tidligt exit.

Forventningerne var ellers høje før turneringen, hvor præsidenten for landets fodboldforbund, den magtfulde Vitaly Mutko, proklamerede, at Sbornaja kunne nå til tops ved turneringen.

Sådan gik det som bekendt ikke, og efter den sidste kamp imod Mexico, der blev tabt 2-1, begyndte diskussionen om, hvor skylden for fiaskoen skulle ligges. Landstræner Stanislav Cherchesov var dog ikke i tvivl: ”Det er min fejl,” fortalte han på pressemødet efter Mexico-kampen.

På selvsamme pressemøde forsvarede landstræneren, der i sin aktive karriere blandt andet vogtede målet for storklubben Spartak Moskva, målmand Igor Akinfeev, der imod Mexico endnu en gang kostede et mål ved en stor turnering, og han forsikrede, at CSKA Moskva-keeperen ville forblive en del af landsholdet.

Om end det er beundringsværdigt, at Cherchesov påtager sig skylden for fiaskoen, så skal man dog kigge dybere end bare på cheftræneren for at finde årsagen til Ruslands problemer på landsholdsniveau. Det handler således ikke om 3-5-2 versus 4-3-3 eller om, hvorvidt topscorer Fedor Smolov skal parres med Aleksandr Bukharov eller Dmitry Poloz oppe foran. Disse er blot kosmetiske ændringer i det store billede.

Nej, skylden skal i stedet lægges hos de magtfulde mænd, der styrer russisk fodbold. Mænd som Mutko, Nikita Simonyan, Aleksey Miller, Leonid Fedun og så videre. Russisk fodbold har udviklet massive strukturelle problemer, der ikke kan løses ved at udskifte en landstræner med en anden.

Efter sidste års pinlige præstation ved EM i Frankrig italesatte den daværende landstræner Leonid Slutsky et af landets største problemer, nemlig udlændingegrænsen i den hjemlige liga. På nuværende tidspunkt skal alle hold som minimum have fem russiske spillere på banen hele tiden. Dette blev indført i 2005 for at gavne talentudviklingen. Resultatet blev dog ganske anderledes. ”Hvis du kunne arbejde på 30 % og stadig blive betalt for 100 %, ville du så overhovedet arbejde 50 %?” spurgte Slutsky retorisk sidste år, hvorefter han fortalte, at han ville fjerne grænsen som det første, hvis han kunne.

Slutsky er den mest succesfulde russiske træner i det sidste årti, hvor han har stået i spidsen for CSKA såvel som landsholdet, og han er blevet en af grænsens hårdeste kritikere. Argumentet er, at grænsen på udlændinge begrænser konkurrencen i trupperne i sådan en grad, at de russiske spillere ikke længere skal kæmpe for deres pladser i startopstillingen. Ligeledes betyder grænsen, at de russiske spilleres lønninger er steget gevaldigt i takt med efterspørgslen, hvilket er grunden til, at samtlige spillere fra Ruslands trup ved Confederations Cup spillede i hjemlandet i stedet for at drage udenlands til bedre ligaer og større udfordringer. Paradoksalt nok har grænsen derfor gjort det endnu sværere for unge spillere at bryde igennem, da der ikke længere er et flow af spillere, der forlader ligaen. På nuværende tidspunkt får unge russiske spillere derfor markant mindre spilletid end deres jævnaldrende kolleger i lande som Holland, Tyskland og Spanien.

Når alt kommer til alt, er udlændingegrænsen dog blot et symptom på et endnu større problem, nemlig manglen på ordentlig talentudvikling. I 2007 udførte FIFA en stor undersøgelse, hvor de målte antallet af fodboldspillere i alle organisationens medlemslande, og Ruslands resultater var dengang positive. Det store land havde nemlig med 5,8 millioner spillere tiende flest i hele verden ligesom, at det også havde tiende flest registrerede fodboldspillere, hvilket beviser, hvor stor talentpuljen er.

Denne pulje bliver dog langt fra udnyttet optimalt. I moderne sport, hvor fodbold er blevet til en videnskab, er det ikke længere nok at sende en gruppe drenge ud og løbe efter en bold i en park, hvis man vil nå verdenstoppen. I stedet er der brug for langsigtet og progressiv planlægning, og ved EM så vi for eksempel, hvor langt det bar miniputterne fra Island.

I et lille land som Island tæller hver eneste spiller, og landets fodboldforbund har derfor investeret massivt i at forbedre ungdomsudviklingen. Hver eneste ungdomstræner bliver betalt, og de skal have mindst UEFAs B-licens for at kunne træne spillere ældre end ti år, hvilket sikrer, at alle spillere bliver trænet af topkvalificerede trænere.

I Rusland er billedet ganske anderledes. I 2013 havde landet, ifølge en opgørelse fra UEFA, blot 436 trænere med UEFAs B-licens, 257 med A-licens og 138 med PRO-licens, den højeste kategori. I alt 831 trænere med UEFA-licenser. Til sammenligning havde Danmark 1615, Schweiz 4359 og Nordirland hele 5586.

Confederations Cup-vinderne fra Tyskland er et andet hold, der for nyligt gennemgik en yderst succesfuld talenttransformation. Efter EM i 2000 gentænkte landet hele sin tilgang til talentudvikling, og næsten to årtier taler landets præstationer sit tydelige sprog.

I efteråret havde jeg fornøjelsen af at blive vist rundt på både Spartak og Lokomotiv Moskvas akademier, der regnes som nogle af de bedste i Rusland. Begge steder pralede de med om alle de trofæer, deres ungdomshold vandt. At vinde var tydeligvis vigtigere end at udvikle spillere, der senere kunne blive succesfulde professionelle og hjælpe førsteholdet og landsholdet.

Dette betyder, at trænerne, desværre, har en tendens til at vælge de største og hurtigste spillere, som kan overrumple deres modstandere fysisk i ungdomsårene i stedet for at satse på de mest talentfulde. Konsekvensen af dette er, at flere teknisk dygtige men fysisk små spillere bliver tabt på gulvet.

Et andet problem er, at det koster penge at spille på landets fodboldakademier. Selv i en storklub som Spartak, som oliemillionerne fra LUKoil har gjort til en af Østeuropas rigeste, har der været historier om trænere, der foretrak ungdomsspillere med rige forældre fremfor de mest talentfulde.

Heldigvis er der undtagelser, som for eksempel FC Chertanovo fra Moskva, hvor spillerne spiller gratis og, hvor alle trænerne er i besiddelse af UEFA-licenser. Klubben spiller til daglig i den tredjebedste række og arbejder systematisk med ungdomsspillere. Hvert år sender de talenter videre til de største klubber, og de russiske ungdomslandshold er fyldt med deres spillere.

Men dette er desværre langt fra normen. I stedet bliver landsholdets fremtid trænet af underkvalificerede trænere på forældede akademier.

I stedet for at tage fat på disse åbenlyse problemer, snakker Mutko i stedet om at stramme udlændingegrænsen, imens han samtidig får Vladimir Putin til at underskrive præsidentielle dekreter, der giver russisk statsborgerskab til udenlandske spillere.

Om end dette giver dygtige spillere muligheden for at stille op for Rusland, så hjælper det intet på lang sigt, og det russiske landshold kommer aldrig iblandt verdenseliten før de magtfulde mænd i toppen af hierarkiet åbner øjnene og accepterer problemerne. Ruslands fodboldmæssige sygdom kan nemlig ikke løses med et plaster – der er brug for en større operation. Hvis ikke dette sker, kan Rusland ende endnu lavere på FIFAs verdensrangliste end den nuværende 63. plads.

Kommentarer