Steinmeier: Sanktionerne mod Rusland er blevet upopulære

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier Foto: Wikimedia

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier Foto: Wikimedia

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Tyskland/Rusland: Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier udtalte forleden i et interview til ”Tagesspiegel”, at antallet af lande, der ønsker sanktionerne mod Rusland fjernet er steget.

Santionerne blev indført i 2014 i kølvandet på Maidan og Ruslands annektering af Krim og er siden blevet forlænget flere gange, senest frem til juli 2016, men udarbejdelse af en fælles holdning bliver sværere end tidligere, erklærede Steinmeier i interviewet.

Han løftede ikke sløret for, hvordan Tyskland vil forholde sig næste gang, emnet drøftes, men sagde, at Europa behøver et samarbejde med Rusland, og at han er imod at isolere Rusland.

Det kan antyde, at Tyskland bevæger sig over mod de modvillige lande. I holdningerne til sanktioner er EU-landene meget rammende blevet opdelt i ”hardlinere” (”høgene”), ”bløde” (”duerne”), ”modvillige”, der er imod, men går med, hvis de store lande kræver det, ”vakkelvorne”, der prøver at balancere og slutter sig til de stærkeste lande og endelig ”eftertænksomme” (”uglerne”), der er skeptiske indstillet, men ikke helt afvisende.

Tyskland hører til gruppen af ”ugle-lande”. Det er ingen hemmelighed, at stemningen i det tyske Socialdemokrati i stigende grad går imod forlængelse af sanktionerne, og også i CDU og CSU. Bayern og Thüringen har således åbent vendt sig imod sanktionerne, der koster Tyskland mange arbejdspladser.

Stemningen i Frankrig er også gået i retning af modstand. Østrig, Italien, Grækenland, Cypern, Slovakiet og Ungarn hører klart til de ”modvillige” lande. De baltiske lande og Polen er ”høge-lande”, mens Danmark vel nærmest hører til de ”vakkelvorne”, måske ”høgene”.

Share This