Status på Ukraine: Putin tager sig dyrt betalt

Den russiske præsident Vladimir Putin, Viktor Medvetjuk og tidligere ukrainske præsident Leonid Kutjma, her under underskrivelsen af aftalen om den russisk-ukrainske grænse i 2004.  Foto: Den russiske præsidents pressetjeneste

Den russiske præsident Vladimir Putin, Viktor Medvetjuk og tidligere ukrainske præsident Leonid Kutjma, her under underskrivelsen af aftalen om den russisk-ukrainske grænse i 2004. Foto: Den russiske præsidents pressetjeneste

Af Uffe Gardel

UffeUkraine: Rusland skruer op for retorikken og ned for voldsanvendelsen – men man tager sig dyrt betalt.

Først retorikken: Putin har ganske vist givet afkald på sin stående bemyndigelse til at sende hæren ind i Ukraine, men han benyttede lejligheden til at udtale at ”Rusland altid vil beskytte etniske russere i Ukraine og de ukrainere, som føler et ubrydeligt bånd med Rusland”. Så nu er det altså ikke længere kun russere, man forbeholder sig ret til at forsvare.

Ja, og så har man fået løsladt fire OSCE-observatører. Det er selvfølgelig godt. Hvis ikke altså det var fordi det russiske udenrigsministerium lørdag forklarede, at dette kun havde kunnet lade sig gøre fordi OSCE havde henvendt sig ”direkte til repræsentanter for folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk”. Det russiske udenrigsministerium plejer at kalde den ukrainske regering for ”den såkaldte ukrainske regering” og ”magthaverne i Kiev”.  Oprørerne og lejesoldaterne i øst, derimod – de er ikke ”såkaldte”, nej, det er rigtige folkerepublikker, som man skal forhandle med.

Og det er præcis hvad man nu gør. Helt stilfærdigt, uden at det har vakt større opmærksomhed i vest, har man i mandags og i fredags holdt to runder samtaler i Donetsk mellem repræsentanter for den ukrainske præsident og de to ”folkerepublikker”. Den ukrainske præsident repræsenteres af sin særlige udsending Leonid Kutjma – en tidligere korrupt og russiskvenlig ukrainsk præsident, som blev væltet af den orange revolution i 2005. En anden deltager i møderne var Kutjmas gamle stabschef, Viktor Medvetjuk. Han er i dag en marginal, stærkt russiskvenlig figur i ukrainsk politik – og personlig ven af Putin. I morgen kan han blive den nye kompromisets mand på posten som leder for Donetsk og Lugansk.

Det er dér, Ukraine er på vej hen: Putins gamle venner får lov at styre Donetsk og Lugansk –formelt på vegne af Kiev. Det er den pris, Putin kræver for at lade Ukraine i fred – indtil han en dag vil benytte sig af sin nye ret til at beskytte ukrainere med et ”ubrydeligt bånd med Rusland”.

Dette er ugens vigtigste udvikling. Meget vigtigere end en symbolsk våbenhvile – under hvilken der i øvrigt indtil nu er blevet dræbt 20 ukrainske soldater.

Share This