SPD lukker for nye Ruslands-sanktioner

Syrien landkort

Af Uffe Gardel

UffeNår præsident Putin i eftermiddag ankommer til Berlin for at snakke Ukraine-krise, vil stemningen på forhånd være blødgjort af en god nyhed i en helt anden krise, nemlig Syrien-krisen.

Regeringspartiet SPD ser nemlig ud til at blokere for nye sanktioner mod Rusland på grund af bombningerne af Aleppo. Forleden lagde Merkel op til Syriens-sanktioner – se Mr. Easts omtale her – men det afvises nu af den tyske regerings særlige Syriens-ansvarlige, SPD’eren Gernot Erler. Han henviser til at der i dag bliver gennemført en ottetimers våbenhvile i Aleppo.

“Det er ikke ubetinget et argument for dem der taler for sanktioner, og som har det problem at de skal forklare, hvordan sanktioner kunne virke på kort sigt,” siger Erler ifølge DPA.

Erler er tidligere viceudenrigsminister og et tungt navn i SPD, og hans holdning deles af hans partifælle, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der tidligere på ugen sagde at forhandlinger er den eneste vej til en løsning for Syrien. Også EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, er modstander af sanktioner på grund af Syrien-krigen.

 

Share This