Sparta Prag henter østrigsk landsholdsbomber

Sparta Prags stadion i Prag Foto: Sachabrunel

Marc Janko har i årevis været en af Europas allerskarpeste angribere. Nu har den 33-årige østriger skrevet en to-årig kontrakt med tjekkiske Sparta Prag.

Af Toke Theilade

Den 196 centimeter høje østrigske angriber Marc Janko har i gennem mere end et årti spredt frygt iblandt Europas forsvarsspillere. For klubber som Red Bull Salzburg, Twente, Porto, Trabzonspor og senest Basel har den bomstærke targetman banket kasser ind på stribe, og nu får en ny klub glæde af hans evner. Den tjekkiske storklub Sparta Prag har netop annonceret, at de har skrevet kontrakt med Janko, der har fået en to-årig aftale.

Janko, der har spillet 61 landskampe og scoret 28 mål for Østrig, var naturligvis glad, da han blev præsenteret som Sparta spiller.

“Jeg er meget glad for at have skrevet under med Sparta Prag. Det er en stor klub, den største i Tjekkiet, med store forventninger og høje ambitioner. Jeg ser virkelig frem til at møde drengene og arbejde frem imod vores første mål, nemlig at tage mesterskabet med hjem,” fortalte Janko til Spartas hjemmeside.

Janko slutter sig til Sparta efter to år hos schweiziske Basel, med hvem han vandt to mesterskaber og en pokaltitel. På trods af dette forlod han dog klubben på en fri transfer efter den netop overståede sæson, og han havde specifikke krav til sin nye klub.

“Mit første mål var at finde en ambitiøs klub, der ville vinde titler. Det indtryk gav Sparta mig lige med det samme, og de arbejdede hårdt på at skrive kontrakt med mig, så jeg føler mig allerede meget velkommen og jeg ser fremad,”

Sparta har allerede hentet fire nye spillere denne sommer, så lysten til at vinde titler ser bestemt ud til at være der. I sidste sæson sluttede storklubben på tredjepladsen, og de har ikke vundet det tjekkiske mesterskab siden 2014.

Share This