Sorte fremtidsskyer over Bosnien-Hercegovina

27 år efter Dayton-aftalens underskrivning er konstante interne konflikter og udenlandsk indblanding ved at underminere tilliden til den bosniske stats sammenhængskraft. Der er risiko for, at opløsning kan blive næste logiske skridt.

Af Anders Stubkjær er lektor i samfundsfag og engelsk på Sønderborg Statsskole

Bosnien-Hercegovina: I disse uger er det 27 år siden, at Dayton-aftalen satte punktum for den tragiske krig, der hærgede Bosnien-Hercegovina i over tre år. Det var positivt, at aftalen fik stoppet krigen, men det viste sig, at der fulgte en regning med: Det nye post-1995 Bosnien-Hercegovina blev til et etnisk opdelt land med et af verdens mest komplekse politiske systemer, hvor den politiske og økonomiske udvikling i dag er gået stort set i stå. 

Reformprocessen er gået i stå

Det politiske etablissement i Bosnien-Hercegovina holder ikke kadencen, når det handler om at få gennemført politiske og økonomiske reformer. En rapport fra Verdensbanken peger bl.a. på to forklaringer: 

• Ansvaret for at gennemføre reformer er opdelt på en upræcis måde mellem de to enheder i Bosnien (Føderation Bosnien-Hercegovina, bestående af bosniakker og kroater og Republika Srpska, derudover den administrative enhed Brcko).

• Landet er plaget af gennemgribende korruption. 

En ekstra og fundamental forklaring er, at de etnisk-nationalistiske magteliter er groet fast i deres roller og ser stort set alle forandringsinitiativer som et angreb på deres personlige magtbaser, hvilket ikke tolereres. 

Skakbrikkerne flyttes

Bosnien – Hercegovinas mange konflikter har også en international dimension: Den serbiske del af Bosnien-Hercegovina arbejder for løsrivelse. Politiske aktører i Serbien og Rusland støtter projektet. Ruslands strategiske interesse er at holde Bosnien-Hercegovina i en tilstand af kronisk u-stabilitet. Den nuværende kroatiske regering støtter bosniske kroateres position i Bosnien-Hercegovina og deres ambition om en selvstændig enhed i landet. Flere mener, at bosniakkerne mangler en international højkaliber aktør som sponsor. Tyrkiet dukker af og til op, men umiddelbart kun når det gavner Tyrkiet selv. Den Europæiske Union vil, uanset hvad, næppe indlemme det ”kun” knap 30-årige Bosnien-Hercegovina med alle dets politiske ”børnesygdomme” i den europæiske klub i det kommende årti. For meget er pt. uafklaret. Efter Joe Bidens tidligere engagement i det krigsplagede Bosnien-Hercegovina, har mange været forbløffet over USA’s støtte til den Høje Repræsentants opsigtsvækkende ændring af landets valglov, som fandt sted på valgnatten i oktober 2022.

Exit Bosnien

De sløje udsigter for politisk og økonomisk udvikling underminerer også chancerne for velfærdsforbedringer. F.eks. svinger arbejdsløsheden mellem 15% – 20%. Inflationen forventes at nå 11% i 2022. Som en konsekvens af dette har mere end 30% af befolkningen kastet håndklædet i ringen, pakket kufferten og migreret. Flere venter, at tallet vil sige.

Frygt for fremtiden

Der er stor risiko for, at den uendelige politiske konflikt-mængde på sigt vil undergrave troen på den bosniske stats sammenhængskraft. Et opbrud vil på et tidspunkt blive set som det naturlige næste skridt. I Bosnien-Hercegovina ligger den salomoniske løsning ikke i kortene. Væbnet konflikt og flygtningestrømme vil være på trapperne. Bliver grænser ændret på Balkan, kan det skabe en dominoeffekt, hvor separatister i, men også udenfor Balkan, vil kunne læne sig ind i situationen og spille på de politiske strømninger. 

Demokratisering som drømmescenariet

Drømmescenariet må være at nå dertil, hvor alle Bosnien-Hercegovinas borgere har en demokratisk stemme – en rettighed, der udelukkende er af afhængig af det at være borger i Bosnien-Hercegovina og intet andet. Det må også være, at en ny generation af progressive kandidater gennem demokratiske valg vipper den nationalistiske garde endegyldigt af pinden og skaber de nødvendige fundamentale forandringer. Forandringer kan formodentlig ske, hvis det internationale samfund i en årrække skruer kraftigt op for den politiske vilje til at støtte videreudviklingen af civilsamfundet og demokratiseringsprocessen. Sammen med bosniske aktører, skal Europa – både EU og Storbritannien – og USA finde sammen om en fælles kurs. En nyudnævnt Høje Repræsentant skal med diplomatisk snilde anvende de betydelige magtbeføjelser mere aktivt og dreje rollen tilbage til tidligere tiders mere aktivistiske Høje Repræsentanter. 

Hvis Bosnien – Hercegovina når dertil, vil landet være nået ud på den anden side efter krigen, og Dayton-aftalens opsplitning af befolkningen ud fra etniske skillelinjer vil omsider være overvundet. Indtil da er det lidt svært at være optimistisk.