Ad

Socialdemokratierne i Centraleuropa, hvad er der tilbage?

Centraleuropa er det ægte Europa, mener Andrej Duhan Foto: CrazyPhunk

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Centraleuropa: For godt en uge siden forlod den sidste nominelt venstre-ledede regering regeringsposterne inden for gruppen af Visegrad-lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Det skete i Slovakiet, hvor det erklærede socialdemokratiske regeringsparti Smer-SD ved parlamentsvalget mistede en tredjedel af stemmerne og derefter måtte overlade regeringsmagten til en centrum-højre koalition ledet af Ivo Matovic’ OLaNO. 

Hermed kobler Slovakiet til en udvikling, vi over de sidste 10-15 år har oplevet i de andre Visegrad-lande. I Polen tabte Venstredemokratisk Alliance (SLD) magten i allerede 2005 og har ikke genvundet den siden. Det ungarske Socialistpartiet (MSZP) tabte stort i 2010 til Viktor Orbán’s Fidesz, og det tjekkiske Socialdemokrati (CSSD) gik fra 32 pct. ved valget i 2006 helt ned til blot 7.3 pct. i 2017. Regeringsmagt kunne kun opnås gennem at indgå i alliance med Andrej Babis’ parti ANO.

Som sagt af Robert Anderson i en analyse for ”Balkan Insight” (26.3.2020) har socialdemokratiske partier før lidt valgnederlag, men situationen lige nu er den mørkeste siden kommunismens fald for godt 30 år siden.

Situationen er endnu værre for socialdemokratierne i Centraleuropa end det gamle Europa, hvor det ellers ikke er gået for godt. Skillelinjen politisk i dag er ikke højre-venstre, men i langt højere grad mellem centrum-højre liberale på den ene side og national-konservative på den anden.

Andrej Babis’ ANO er ikke let at placere på den skala. Anderson ser ham som en ”centristisk teknokrat” med hældning mod populisme. Hele det politiske spektrum er rykket mod højre, også socialdemokratiske partier. Socialt marginaliserede har følt deres krav tilsidesat, også af de socialdemokratiske partier og hælder derfor mod højre eller i Tjekkiet over mod ANO. Socialdemokratiernes tilbagegang volder problemer for EU, da socialdemokratierne har traditionelt været nogle af Bruxelles’ stærkeste støtter i regionen. Højredrejningen har afgjort svækket EU’s fælles politik, når det gælder vigtige emner som eksempelvis immigration, ligestilling og multikulturalisme. 

Venstrefløjen havde det svært allerede i 1990erne. I udgangssituationen var de, bort set fra CSSD i Tjekkiet, forbundet med regimerne før 1989. Den økonomiske ”chok-terapi” ramte hårdt. Godt nok vandt venstrefløjspartier, SLD i Polen og Socialistpartiet (MSZP) i Ungarn, regeringsmagten, men de havde ikke vilje og reelt ikke muligheder for at føre en mere social politik.

Fra årtusindeskiftet gik det stejlt ned ad bakke, dog i forskelligt tempo. SLD vandt 41 pct. af stemmerne ved valget i 2001, men nåede siden aldrig op over 15 pct. og gled helt ud af parlamentet i årene 2015-2019. MSZP fik 43 pct. af stemmerne i 2006, kun 12 pct. i 2018. I perioder gik det bedre for CSSD i Tjekkiet og Smer-SD i Slovakiet, men kun i perioder. Smer-SD vandt en jordskredssejr i 2012 med 44 pct. af stemmerne, men fik kun 18 pct. ved valget her for nyligt. CSSD mistede i 2017 to tredjedele af stemmerne, og kom ned på 7 pct. i vælgeropbakning. Og vælgerundersøgelser tyder ikke på noget snarligt come-back. Venstrealliancen SLD i Polen kom kun i parlamentet ved sidste valg takket være en fælles valgblok indgået med partierne ”Forår” (”Wiosna”) og ”Sammen” (”Razem”). 

Socialdemokratierne har som sagt i de sidste årtier været på tilbagetog i det meste af Europa. Som i Visegrad-landene har de haft svært ved at håndtere det hårde ulighed-skabende økonomiske klima i kølvandet på finanskrisen i 2008-2009, og endnu værre blev det efter flygtninge og migrantkrisen i 2015. Socialdemokratierne rundt om i Europa har ikke evnet at udforme alternativer til den fremherskende frimarked neoliberale økonomiske model og er blevet straffet herfor.

SLD fortsatte i 1990erne stort set Leszek Balcerowicz neoliberale økonomiske model, Socialistpartiet (MSZP) gennemførte i 1995 et hårdt asocialt økonomisk indgreb (”Bokros-planen”), og Fico og Smer-SD ændrede ikke Mikulas Dzurinda’s regerings borgerlige økonomiske politik ret meget. Socialdemokratierne var derfor klædt dårligt på, da finanskrisen satte ind i 2008. Viktor Orbáns Fidesz vandt en jordskredssejr i 2010 og har beholdt magten siden. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vandt som Fidesz i Ungarn regeringsmagten i 2015 på kravet om en mindre liberal økonomisk politik.

Identitet-politik har vundet frem, Smer-SD i Slovakiet og CSSD i Tjekkiet har fulgt med i den retning et stykke ad vejen.  Frygt og usikkerhed har skabt grobund for kravet om mindre styring fra Bruxelles. Ekstreme højrepartier og alternative bevægelsespartier har vundet fodfæste i alle fire Visegrad-lande. Venstrefløjen har mistet mange unge vælgere, de fleste af dem der er tilbage er godt op i alderen, oppe over de 60 år. Mange unge stemmer ekstremt nationalt konservativt eller alternativt på nye alternative bevægelsespartier. Det yderste venstre står svagt.

I Tjekkiet har det kommunistiske parti (KSCM) dog haft pæn vælgeropbakning, men den faldt ved det sidste valg. Generelt har de socialdemokratiske partier og for den sags skyld andre partier på venstrefløjen været langsomme, når det gælder om at indoptage klima-dagsordenen og ligestillingsspørgsmålet i deres programmer.

Det tjekkiske socialdemokrati (CSSD), siger Robert Anderson, har været delt i to meget forskellige fløje, den ene var ledet af tidligere ministerpræsident Sobotka har stået for en pro-europæisk socialdemokratisk ”mainstream” linje, den anden har været nærmere præsident Milos Zemans nærmest national-konservative linje. Den deling er aldrig blevet overvundet.

I Slovakiet har Robert Fico, tidligere ministerpræsident, slået ind på en ret national-konservativ linje. Smer-SD befinder efter valgnederlaget i en krise og i en intern magtkamp mellem ”liberale” og ”konservative”. En udvej kan være en ny og mere moderne venstrefløjsprofil, når det gælder indsatsen mod social ulighed og klimakatastrofer. En bevægelse i den retning vil føre til flere konflikter.