Slutspurten for en aftale mellem Polen og EU er sat ind

Illustrationsfoto: MOs810

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: De der med rædsel erindrer den polske regerings hårde konfrontationer med EU-kommissær for retsforhold, Frans Timmermanns, kan måske ånde lettet op, i hvert fald i et stykke tid. Det skriver det polske dagblad ”Rzeczpospolita” (3.11.2021).

Ursula von der Leyen, chef for EU-Kommissionen, har taget det fulde ansvar for EU’s stridigheder med Polen, herunder betingelserne for, at Polen vil kunne få penge fra EU’s genopbygningsfond efter COVID-19 pandemien. Det betyder, at ”hard-line” kommissærer så som Didier Reynders, Vera Jourová, Margrethe Vestager, Thierry Breton, Paolo Gentiloni og som sagt Frans Timmermans er sat ud af spillet i et stykke tid.

Angela Merkel vil meget gerne, inden dannelsen af den ny tyske regering, formidle en aftale med Polen. De store stridsemner er spørgsmålet om polsk ret over for EU-retten og nok så vigtigt om den meget omtalte disciplinær-domstol. Retorikken mellem Warszawa og Bruxelles har været hård, eksemplificeret i Morawiecki’s tale i Europaparlamentet, hvor han talte om udbrud af en ”tredje verdenskrig”, hvis Polen ikke får penge fra genopbygningsfonden.

Som omtalt i mreast.dk antages den polske regering inden for kort tid at komme med forslag om ændringer på retsområdet, som muligvis betyder nedlæggelse af disciplinærdomstolen. Om det tilfredsstiller Bruxelles er ikke sikkert. Det haster med at nå et kompromis, for den ny tyske regering, måske med de Grønne på udenrigsministerposten, antages at føre en hårdere linje over for Warszawa og for den sags skyld Ungarn. 

Share This