Slovakisk politiker opfordrer: Vi må tale pænt til hinanden

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Slovakiet: Formanden for Slovakiets nyvalgte parlament, SNS-leder Andrej Danko, opfordrer parlamentet til at undlade de meget hårde personangreb, den slovakiske politiske scene har oplevet efter valget.

Ved valget fik nye stærkt populistiske partier pladser i parlamentet, og det kan tydeligt mærkes. Danko gør opmærksom på, at den hårde tone blandt parlamentarikerne meget vel kan brede sig ”til gaderne” og i endnu højere grad føre til politisk ustabilitet og kaos.

Han gør opmærksom på, at det nye regeringsprogram er udtryk for et vanskeligt kompromis. Vigtigt er, at borgerne føler, at regeringen tager hånd om de centrale problemer og skaber velfærd for flest mulige. Derfor er infrastrukturprogrammer og kamp mod økonomisk kriminalitet og illegal overførsel af penge ud af landet også med i den ny regerings program.

Slovakiet har fået en firepartiregering bestående af så forskellige partier som Slovakiets Nationale Parti (SNS), Robert Ficos’s parti Smer-SD, Radoslav Prochazka’s ”Siet” og det ungarske ”Most-Hid”. Ikke mange spår regeringen en lang levetid.

At forene slovakiske nationalister og repræsentanter for det ungarske mindretal har da heller ikke været let, erkender Danko. Alternativet ville have været nyvalg eller en ”apolitisk” teknokratregering. Fra juli overtager Slovakiet EU-formandskabet.

Share This