Slovakiets tidligere præsident ser tilbage på delingen af Tjekkoslovakiet

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet/Slovakiet: Delingen af Tjekkoslovakiet for 25 år siden er blevet kaldt en ”fløjlsskilsmisse”. Og modsat delingen af Jugoslavien og til dels Sovjetunionen foregik den ublodigt og forhandlet. Men det skete ikke uden drama. Det fremgår af et interview, som tidligere præsident og parlamentsformand i Slovakiet Ivan Gasparovic (født i 1941) giver til det slovakiske dagblad ”Pravda” (som intet har at gøre med det gamle ”Pravda” fra Sovjetunionen).

Gasparovic indtog s sin tid en nøglerolle under forhandlingerne om delingen. Han er uddannet jurist, blev i 1992 formand for parlamentet, brød med Meciars parti Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet (HZDS) og blev i 2004 valgt til Slovakiets præsident. Ved det efterfølgende valg i 2009 vandt han i anden valgrunde over Vladimir Meciar.

Gasparovic siger i interviewet, at delingen fandt sted på et tidspunkt, hvor Balkan og dele af Sovjetunionen var ramt af væbnede konflikter, også om grænserne. Det gjorde det lettere at få delingen af Tjekkoslovakiet gennemført. Der var, siger han, i den første fase efter 1989 i Slovakiet henvendelser fra slovakiske borgere, der krævede og også troede på grænseændringer til Polen. Orava og Spis havde i mellemkrigsperioden hørt til Tjekkoslovakiet. Enkelte henvendelser gik på grænseændringer op til Ukraine. Alle krav om grænseændringer blev hurtigt manet til jorden.

De små problemer der var med grænsedragningen mellem Slovakiet og Tjekkiet kom ikke til at volde de store problemer. Det var, siger Gasparovic, et problem at næsten hele skylden for delingen af Tjekkoslovakiet blev lagt på slovakkerne. Dette er ikke rigtigt. Hovedproblemet var, at de to parter, tjekker og slovakker, ikke var enige om, hvordan den fælles stat skulle opbygges. Tjekkiets Václav Klaus, foretrak en ”funktionel føderation” med ret stor magt til den føderale regering i Prag, Slovakiets Vladimir Meciar derimod ønskede en eller anden form for konføderation.

Slovakkerne refererede til Pittsburg-aftalen fra 1. verdenskrig, som efter teksten skulle have omdannet den tjekkoslovakiske stat til noget nær en konføderation. Den aftale, mener slovakkerne, blev ikke gennemført i praksis. I mellemkrigsperioden lå det meste af magten i Prag. Miroslav Uhd, daværende formand for det tjekkiske Nationalråd, talte på møder i 1992 om to præsidenter i den konføderativ fælles statsdannelse, én tjekkisk og én slovakisk præsident. Og slovakken Michal Kovac, den senere slovakiske præsident om etablering af to pengeudstedende centralbanker, én tjekkisk og én slovakisk. En ordning af samme type som i Schweiz var også på tale.

Der blev talt om at gennemføre en folkeafstemning, men der herskede ikke enighed om teksten/spørgsmålet, som vælgerne skulle tage stilling til, ligesom man mente at emnet var for komplekst og, at en folkeafstemning om delingen ville føre til destabilisering og konfrontationer. Økonomiske emner spillede også en rolle. Der blev ikke, siger Gasparovic, udarbejdet holdbare analyser af følgerne af en deling, ligesom slovakkerne ikke vidste, hvor mange af valutareserverne, der tilhørte dem. Slovakkerne var heller ikke meget for den økonomiske chokterapi, som Tjekkiets stærke mand, Václav Klaus gjorde sig til talsmand for.

Megen urentabel tung industri lå jo i Slovakiet. Der var også usikkerhed om brugen af de fælles nationale symboler, fx flag og spørgsmål med tilknytning til FN-repræsentationen. Gasparowicz kommer i interviewet også ind på reformkommunisten Alexander Dubceks pludselige og tragiske død (ved en trafikulykke). Han var udset til at skulle være Slovakiets første præsident. Hans død gjorde valget af præsident i Slovakiet mere kompliceret.

I Tjekkiet var Václav Havel selvskreven som præsident. Valget i Slovakiet faldt efter en del tovtrækkerier på Michal Kovac. Igennem 1990erne havde han et yderst anstrengt forhold til ministerpræsident Vladimir Meciar, der i Vesten blev set som autoritær og antiliberal. Frem til valget i 1998 var Slovakiet isoleret politisk, forhandlingerne om EU-medlemskab begyndte således senere end i de andre lande i øst.

Ivan Gasparovic forsvarer i interviewet Meciar et stykke ad vejen. Han forhandlede trods alt sammen med Tjekkiets Václav Klaus den fredelige deling af Tjekkoslovakiet på plads og forsvarede slovakiske interesser. Det endte lykkeligt; forholdet mellem Tjekkiet og Slovakiet er i dag harmonisk. Begge lande er med i EU, og det går også godt økonomisk.