Sejrherrerne

Den militære sejr over Ukraine var ikke imponerende, men larmen fra det spillende orkester druknede tvivlen. Det vigtigste er fyrværkeri og patriotisk hysteri med tårer i øjnene.

Kommentar af Alexander Podrabinek, menneskerretighedsforkæmper, Rusland

Ukraine/Rusland: Fyrværkeriet i Moskva til ære for Krims erobring var…. hvad skal man sige, ..flot. Det onde klæder sig altid i smukke klæder, gør sig lækker og romatisk, sentimental og patetisk.

Den militære sejr over Ukraine var ikke imponerende, men larmen fra det spillende orkester druknede tvivlen om rigtigheden af det hele og om vores soldaters heltemod.

Men hvad skal et normalt menneske tænke over, at de ukrainske enheder blev taget til fange af maskerede russiske soldater og kozaker, i hvis forreste rækker gik kvinder og børn, så de ukrainske soldater ikke kunne åbne ild mod dem. Hvad er det for nogle modige helte, som gemmer sig bag kvinder og børn og bruger dem som et menneskeligt skjold?

Besættelsen af Krim er en ren plyndring. Mere end 20 har det postsovjetiske Rusland anerkendt Krim som et ukrainsk territorium, men ligesåsnart urolighederne i Ukraine begyndte, landet blev svækket og holdt op med at orientere sig mod Rusland, da begyndte Kremls røvere straks at vågne. De fandt ud af, at Krim er et helligt russisk arvestykke, og det næste, det kom af sig selv. Ukrainske krigsskibe blev en del af den russiske sortehavsflåde, alt ukrainsk ejendom er blevet russisk og hele Krim er blevet en del af Rusland. Det er en ren besættelse og besætterne? De er, som de plejer, kyniske.

I april 2010 indgik præsident Medvedev en aftale med Ukraine i Kharkiv om en rabat på 100 dollars per 1000 kubikmeter. Til gengæld forlængede Ukraine lejemålet for den russiske sortehavsflåde til 2042. Nu siger Vladimir Putins pressesekretær Dmitrij Peskov, at aftalen ikke længere kan anvendes, hverken de jure eller de facto. Vi har nu hele Krim, sammen med basen, så hvorfor skulle vi give rabat? En kontrakt? Hvad fanden er det for en kontrakt, det hele er vores nu.

Dimitrij Medvedev mener, at grundlaget for Kharkiv aftalen har ændret sig, og at Rusland har derfor ret til at kræve 11 milliarder dollars i kompensation. Man skal nemlig forstå, at rabatten blev givet på et forkert grundlag, fordi, som det har vist sig nu, har Krim altid været russisk. At Krim var en del af Ukraine, det var helt forkert.

Forstået med Kremls logik, var tingene tidligere og Krims tilhørsforhold ikke i orden. men de har ikke brug for logik. De vil heller have fyrværkeri, orkestre, tårer og følelser og patos og overhøjhed. Flere sanser, men mindre tanker.

At dokumentere deres påstande, det kan de ikke. Det er nemmere at påstå, at Krim er russisk. Propagandisterne er straks gået i gang med deres patriotiske stemme og udråbe Krim og Sevastopol for steder for det russiske militærs storhed. Steder, hvor mange russiske soldater blev dræbt.

Krim er et symbol på det russiske militærs ære og uset tapperhed, sagde i anledningen af Krims annektering Vladimir Putin. Tidligere militære sejre og nederlag giver  Rusland åbenbert retten til at eje Krim.

Denne mærkelige logik – vi har kæmpet for dette land, og er derfor nødt til at kæmpe igen – er beskrevet i Exupérys Lille Prins, hvor en drukkenboldt drikker for at glemme, at han skammer sig og samtidig skammer sig for at drikke. Det forventes ikke at stoppe undervejs. Det er nok at begynde et lille krigsspil et sted vi kan lide og efterfølgende henvise til historien. Fortælle at vi har et historisk krav, fordi vores tapre soldater har udgydt blod der. Der er kun behov for en smule propaganda. Det vigtigste af alt er fyrværkeri, orkestre, parader, bannere og patriotisk hysteri med tårer i øjnene.

Alexander Podrabinek er russisk journalist og menneskerettighedforkæmper og sammen med blandt andre Vaclav Havel, Vytautas Landsbergis og Joachim Gauck grundlægger af en Prag Declaration on European conscience and communism. Dissident og aktivist i sovjettiden, og for sin kamp mod regimet tilbragt otte år i sovjetiske fængsler og arbejdslejre i Sibirien.

Oversættelse: Ota Tiefenböck