Sanktionerne mod Rusland svækker hverken Putin eller Rusland

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: I begyndelsen af april indførte Trump efter pres fra Kongressen en ny runde sanktioner mod Rusland rettet 24 navngivne russiske borgere og 14 russiske firmaer. Disse sanktioner kommer oven i en række andre sanktioner, en del af dem indført på grund af den påståede russiske indblanding i den amerikanske valgkamp og senest i kølvandet på giftangrebet i England på Sergej Skripal og hans datter. Men hjælper sanktionerne overhovedet?

Det emne har i flere år været ivrigt debatteret. I Polen, der ellers er ”høg” når det gælder forholdet Rusland, diskuteres emnet åbent. I det polske ugeskrift ”Polityka” (17/18 2018) giver Lukasz Wojcik læsererne en ny og interessant analyse.

Som mange andre slår han fast, med henvisning til den amerikanske ekspert Max Boot, at Skripal sagen på ingen måde har svækket Putin, tværtimod. Ved præsidentvalget kom det ham til gavn, at han har udvist ”styrke” og modsat pres fra Vesten.

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er helt enig. Takket være sanktionerne, siger han, får Putin tilført en ”narkotisk tilfredsstillelse” og samtidig også større opbakning hjemme. Det hjælper heller ikke, at Vesten systematisk overdriver Ruslands rolle, når det gælder cyberangreb og indblanding i valgkampe i vestlige lande, fortsætter han. De angreb på Rusland giver blot den russiske befolkning indtryk af, at Putin og Rusland har betydning og vægt og gør en forskel internationalt. Det betyder, at andre lande skal regne med og tage Rusland med, når der skal træffes vigtige beslutninger.

Rusland agerer godt nok mere selvbevidst (”assertive”), men har problemer og store omkostninger, når det gælder fx krigen i Syrien, Krim og Østukraine. Overdrivelserne, fortsætter Wojcik, er ofte kommet til udtryk i vestlig presse. Eksempelvis har det britiske ”Time” kaldt Putin verdens mægtigste mand!

Han heviser til den kendte bulgarske politolog Ivan Krastev, der siger, at det liberale Vesten frygter, at Rusland ”vil regere verden”, at verden vil blive styret ligesom Rusland. Som bekendt er det liberale system i Vesten under voksende pres inde fra. Det er menneskeligt for establishment at give ikke sig selv, men andre skylden, underforstået Putin. Problemet er, at sanktionerne styrker fortællingen om, at onde kræfter ude fra truer Rusland, kort sagt en parallel til det establishment i Vesten, der overdriver og gerne giver Putin skylden for egne fejl.

Dertil kommer, at de nyeste sanktioner mod enkeltpersoner slet ikke hjælper Vesten. Oleg Deripaska, aluminiumskonge og tidligere forbundet med Trumps afsatte strateg Paul Manafort, er en af dem, der rammes. En anden er Igor Rotenberg, en ven af Putin fra St. Petersborg tiden i 1990erne. At straffe dem, hjælper slet ikke, for de er ikke i stand til at påvirke Putin, tværtimod er de afhængige af ham.

Modsat forholdt det sig i 1990erne under Boris Jeltsin, her var oligarkerne i stand til at diktere præsidenten, hvordan han skulle handle. Iran er ét af få eksempler på, at sanktioner kan virke, men ikke Rusland, skriver Wojcik med henvisning til Maszy Gassen, russisk journalist og skribent ved ”New Yorker”.

Her stod et enigt sikkerhedsråd bag beslutningerne. Det gælder slet ikke i tilfældet Rusland. Den brede befolkning rammes, men de rammes meget mere af de russiske kontrasanktioner mod Vesten og Ruslands alt for store afhængighed af olie- og gaspriserne. Meningsmålinger, fx fra Centrum Levada, har vist, at over halvdelen af den russiske befolkning mener, at den økonomiske situation i Vesten er værre end i Rusland!

Share This