Sankt Petersborg fejrer sit 314. år

Festlighederne i Sankt Petersborg i weekenden Foto: Tanja Itenov

I weekenden den 27.-28. maj 2017 fyldte Sankt Petersborg 314 år. I den anledningen er byen travlt optaget af at vise sin bedste side frem til byens borgere og gæster. Hele weekenden bød på koncerter, kunst og parader

Af Tanja Itenov

Rusland: Russere har sans for fejringer, og ved enhver given lejlighed bliver flag og paroler luftet. Denne weekend var det fejringen af Sankt Peterborgs fødselsdag. Festdagene blev skudt i gang af Sankt Petersborgs guvernør, Georgy Poltavchenko, der på trods af byens 314 år erklærer, at Sankt Petersborg er en ung by. Georgy Poltavchenko åbnede fejringen af byen med disse ord: “Vores by er stadig ung, og den unge – det er energi, entusiasme, skønhed, ønsket om at give folk noget godt”.

Kunst og kultur til folket

Og der var bestemt gode ting på programmet. Højdepunktet for byfejringen var en storstilet ballet- og operaforestilling på slotspladsen ved Vinterpaladset. Forestillingen var spækket med verdensstjerner og ikke mindst den russiske stjerne Dmitri Hvorostovsky. Men der var også plads til kunst og kultur i børnehøjde. Blandt meget andet åbnede Kunst og Design Skolen dørene for kunstinteresserede børn med mosaik-,  maleri- og smedeworkshops. Og på Peter-Paul-fæstningen stillede vikinger op med slagmark, værksteder og boder for børn og barnlige sjæle.

Parader på pedaler

Selvom Sankt Petersborg lever højt på sine mange klassiske kulturtilbud som teater, ballet og koncerter, havde byen også mere morderne tiltag på programmet. Eksempelvis bød dagen på en cykelparade tværs gennem byen. Paradens finale var i Sankt Petersborgs 300-års Jubilæumspark, der blev anlagt i forbindelse med byens runde fødselsdag i 2003.

Share This