Saakasjvili appellerer til EU om hjælp i kampen mod Porosjenko
Ukraine: Tidligere georgiske præsident og guvernør i Odessa Mikheil Saakasjvili, som mandag eftermiddag blev kidnappet på en restaurant i den ukrainske hovedstad Kijev og deporteret til Polen appellerer i et interview i det tyske dagblad Bild til EU og den tyske kansler Angela Merkel om at hjælpe ham i kampen imod den ukrainske præsident Petro Porosjenko.
“Hvis EU og især den tyske kansler Angela Merkel ikke gør noget, vil Ukraine gå i opløsning. Porosjenko ødelægger Ukraine og vil af med mig, fordi jeg bekæmper korruption, siger Saakasjvili.
Mikhail Saakasjvili siger i interviewet at han ikke har planer om at søge asyl i Polen, men vil vende tilbage til Ukraine. Han siger ligeledes, at store demonstrationer i Ukraine er undervejs.
I georgiske medier har man bemærket Saakasjvilis ankomst til Polen. Georgiske myndigheder vil angiveligt søge udlevering af Saakasjvili til Georgien, hvor han er dømt til tre års fængsel for magtmisbrug. ota