Sådan kommer vi af med Putin, men hvad mere Pierre Collignon?
Pierre Collignon giver i Berlingske en vejledning om, hvordan “vi kommer af med Putin”, men vil han også fortælle os, hvad han forventer, der ville ske, hvis hans vejledning lykkes?
Af Ota Tiefenböck
Debat: Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon giver i Berlingske en vejledning om, “Sådan kommer vi af med Putin” (rubrikken blev senere ændret), og hvordan “vi kan vælte Putin og afputinificere det russiske samfund”. Rubrikken er smart, i Berlingskes ånd, og skal nok skaffe læsere til Berlingske og Collignons kommentar. Hvorvidt den også er en seriøs fremstilling af krigen i Ukraine og de udfordringer krigen betyder for Europa, sådan som man burde forvente det af en af Danmarks største aviser, det er straks en anden sag. Collignon skriver, at “ kun et klart militært nederlag i Ukraine kan tænde håb om regimeskifte i Moskva. Og kun et klart militært nederlag kan føre til, at russerne vil indlede et opgør med deres imperialistiske traditioner”. Det er noget, “mange ikke har forstået endnu”, mener Collignon, som altså underforstået må være en af de få “der har forstået det.” Berlingskes debatredaktør giver dog ikke noget bud på, hvad det “at komme af med Putin” ville betyde i praksis. Som chefredaktør for et lille ubetydelig medie, har jeg naturligvis ikke en viden, der kan måles med Berlingskes debatredaktørs, jeg vil dog alligevel tillade mig at komme med tre forskellige bud. Disse bud er kun af hypotetisk karakter, da krigen i Ukraine, efter min beskedne mening, og til trods for, at mit hjerte banker for Ukraine, hverken kan vindes af ukrainerne eller russerne, uanset hvor mange våben, vi sender afsted. De mange våben uden følgeskab af diplomatiske forsøg, vil blot betyde flere og flere tabte menneskeliv, totalt ødelagt Ukraine samt yderligere eskalering af krigen, som vil fortsætte i årevis.
1. Demokratisering af Rusland
Nogle, formentlig også Collignon, som skriver, at ukrainernes kamp “er med til at åbne muligheden for, at Rusland en dag kan blive et fredeligt, demokratisk land”, har en forestilling om, at hvis Rusland taber krigen, så vil landet blive demokratisk og ligne os andre. Intet er mere naivt. Rusland er et land uden demokratiske traditioner og med en anden historie, end vi har, og det bliver vi, uanset om vi kan lide det eller ej, nødt til, hvis ikke respektere, så i det mindste acceptere.
Tanken om et demokratisk Rusland, er ikke andet end utopi. Hovedparten af russerne støtter Putin og vil formentlig støtte Putin endnu mere i takt med stigende vestlige sanktioner og våbenleverancer. Skulle Putin alligevel ende med at blive væltet, ville han med stor sandsynlighed blot blive erstattet af en anden stærk leder. Risikoen for at det bliver en endnu mere diktatorisk leder, er et sandsynligt scenarium. Et navn der ofte nævnes i denne sammenhæng er Wagnergruppens leder Jevgenij Prigosjin. Altså manden som for ikke så længe siden forærede sine soldater en kæmpehammer til henrettelse af soldater, som kunne finde på at desertere.
Den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj nævnes også som en mulighed. Han er formentlig det bedste bud, men vi skal passe på med at idealisere ham, sådan som det ofte sker i Vesten, og ikke skal glemme hans nationalistiske tendenser. Navalnyj har bl.a. sagt, at han ikke vil returnere Krim til Ukraine, hvis han skulle komme til magten.
Et andet navn, der ofte bliver nævnt, er oligarken Mikhail Khodorkovskij, en af verdens rigeste. Man kan naturligvis ikke udelukke, at han har gennemgået en metamorfose fra oligark til demokrat, men chancen er nok ikke specielt stor. Personligt kan jeg ikke komme i tanke om andre navne end de nævnte, samt personer fra Putins nærmeste omgangskreds. At nogle af disse “demokrater” skulle komme til at have kontrol over russiske atomvåben, ser jeg dog ikke ligefrem betryggende.
2. Kaos i Rusland
Skulle Rusland tabe krigen, og en anden leder, måske en af de nævnte, ikke klart og med hård hånd overtager Rusland, vil Rusland givetvis gå en total kaos i møde. Den Russiske Føderation vil formentlig falde fra hinanden. Mange republikker vil søge selvstændighed, og der vil blive udkæmpet en del lokale krige. Hele landet ville blive kastet ud i kaos, hvor den stærkes ret gælder. Det vil dels resultere i en stor flygtningestrøm mod Europa, dels i at russiske atomvåben kunne falde i hænderne af hvem som helst. Hvorvidt det ligefrem ville være en fordel og gøre den sikkerhedsmæssige situation i Europa, herunder Danmark, mere tryg, er yderst tvivlsomt. Men det kan være Collignon i hans demokratiiver har et kvalificeret bud.
3. Jugoslavisering af Rusland
Det bedste scenarium, dog det mindst sandsynlige, er, at Rusland ville få den samme skæbne som det tidligere Jugoslavien. Altså opdeling af Den Russiske Føderation til en række selvstændige stater. Et scenarium, der formentlig ville være den bedste løsning for Europa og ikke mindst USA. Det vil give mulighed for eksport af den vestlige storkapital og være ensbetydende med fremtidige markeder. Det vil desuden ødelægge Rusland en gang for alle, og tjetjenere, ingusjetier m.fl. kunne på sigt se frem til at handle i Lidl og Hennes og Mauritz og ligesom os andre få store shoppingscentre overalt. Hvorvidt eksempelvis muslimske nordkaukasiske republikker ønsker den slags “vestligt demokrati” er et helt andet spørgsmål.
Det er ikke kun Collignon, der gerne vil af med Putin. Vi er mange, der ikke bryder os om den krig, han fører i Ukraine, men vi bliver også nødt til at forankre vores ønsker i realiteterne. Det Collignon præsterer i sit selvpromoverende indlæg, er ikke andet end et papegøjesprog, man ikke kan bruge til noget som helst. Såfremt Berlingske og Collignon ønsker at fortælle læserne noget nyt om konflikten i Ukraine, som ikke kun er en utrættelig gentagelse af mediernes mantra om flere og flere våben til Ukraine og dæmonisering af andre, som har en anden holdning, hvad med f.eks. at undersøge, hvem der står bag sprængningen af Nord Stream ledningerne i september sidste år? Det har vi nemlig kun hørt bemærkelsesværdigt meget lidt om. Hvem ellers skulle lave den slags undersøgelser, hvis ikke de danske aviser?
Artiklen er en udvidet version af en reaktion på kommentar af Pierre Collignon i Berlingske. Artiklen blev sendt til Berlingske, som afviste at bringe indlægget med begrundelsen, at undertegnede ikke havde læst hele Collignons kommentar. Det oplyste jeg selv avisens redaktion om. Jeg havde læst Collignons kommentar via et billede af artiklen, hvor der manglede nogle få sætninger. Berlingske afviste efterfølgende min opfordring til at sende artiklen til mig og opfordrede mig til at tegne et abonnement på Berlingske. Det har jeg ingen intentioner om. Jeg skaffede mig efterfølgende artiklens fulde længde, altså de ganske få manglende sætninger, via mine forbindelser. Artiklen blev efter Berlingskes afvisning bragt af Ræson i en tilpasset form til Ræsons læsere.
På Mr.East, som til forskel for Berlingske, ikke modtager nogen form for offentlig mediestøtte, synes vi, at en af mediernes vigtigste rolle er at skabe en demokratisk debat. Skulle Pierre Collignon få lyst til at kommentere debatindlægget, er han således mere end hjerteligt velkommen.