Rydzyks polske medieimperium, 30 år efter

Tadeusz Rydzyk Foto: Archidiecezja Krakowska Biuro Prasowe

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Efter flere år i udlandet, især i Tyskland, vendte Tadeusz Rydzyk, søn af en stærkt religiøs moder og en nærmest ikke-religiøs far i december måned for 30 år siden hjem. Med sig havde han den religiøse fundamentale radio, sender ”Radio Maryja”, som fik sæde i Torun. Årsdagen er siden blevet flittigt markeret. Hvert år siden 1990 har der været samlet titusinder af tilhængere for at markere deres støtte til Rydzyk og hans religiøse budskaber.  

I år havde festligheden samlet færre mennesker grundet corona pandemien, men Rydzyk fik alligevel provokeret. Han omtalte Vatikanets fyring af biskop Edward Janiak grundet mistanke om pædofili og betegnede i den forbindelse Janiak som et ”offer” for medieangreb og som en ”martyr”. Ministrene Zbigniew Ziobro, Mariusz Blaszczak og børnetalskvinde Makolaja Pawlaka var til stede, da ordene faldt. Efterfølgende følte Rydzyk sig tvunget til at ”beklage” sine udtalelser. De var ”spontane” ytringer møntet på den almindelige medie-atmosfære i landet, erklærede han.

I årene siden 1989 har Radio Maryja haft stor indflydelse politisk og skabt grobund for fremvækst af flere højre-nationale partier. To eksempler er Roman Giertych’s parti Ligaen af Polske Familier (LPR), oprettet i 2001, og grupper inden for den daværende højrealliance AWS. Støtten til Ligaen af Polske Familier (LPR) skyldtes meget ønsket om at lægge pres på de højre-nationale regeringer, først AWS og senere Lov og Retfærdighedspartiet. Målet var maksimal politisk opbakning og økonomisk støtte fra regeringen, skriver Mariusz Kowalczyk i det polske ”Newsweek” (51.2020).

LPR var i en periode i regering med Lov og Retfærdighedspartiet. Jaroslaw Kaczynski var først kritisk over for Rydzyk, kaldte ham ligefrem en ”forræder” og mente, at russiske efterretningstjenester stod bag hans medieprojekt. Også i dele af kirken var der modstand mod kirkens stærkt højrenationale sort-hvide budskaber, fx fra daværende kardinal Józef Glemp og abbed Stanislaw Dziwisz. Det amerikanske udenrigsministerium betegnede i 2008 radiosenderen som en af de mest antisemitiske, antiliberale og xenofobiske i Europa.

Radioens kritik af det kommunistiske system (PRL) blev af nogle betegnet som ”tvetydige”. Et indicium var, at en af TV senderne (dengang) var placeret i Rusland. Men Kaczynski måtte snart bøje sig for overmagten. Rydzyk blev ikke alene ejer af ”Radio Maryja”, også af TV-stationen ”Trwam”, avisen ”Nasz Dziennik” samt en højskole for kultur og medier og tjente derudover penge på private forretninger.

I regering har Lov og Retfærdighedspartiet ydet Rydzyk og hans imperium mange penge i støtte, under den nuværende regering på over 200 mio. zloty (ca. 350 mio. d.kr.). Rydzyk udtænkte projekter om etablering af en national mindepark, som skulle skabes tæt på museet for minder og identitet (”Muzeum Pamiec i Tozsamosc”). Regeringschef Mateusz Morawiecki gav ham en særskilt bevilling på 5 mio. zloty (ca. 8 mio. d.kr.), fra justitsminister Zbigniew Ziobro kom der penge til fondene Lux Veritatis og ”Nasza Pryslosc” (Vor Fremtid”) og fra kulturminister Piotr Glinski støtte til det omtalte museet for minder og identitet navngivet efter den tidligere polske pave Paul Johannes II.

På højdepunktet havde ”Radio Maryja” over 1 mio. trofaste lyttere. I de sidste år er antallet gået mærkbart ned. TV-kanalen ”Trwam” har i dag kun få tusinde seere. Men Rydzyk og hans medieimperium har dog stadig pæn opbakning i kirke- toppen og i regeringen, der ønsker ”fred” på yderste højre-nationale flanke.

Share This