Russiske missiler og en vejledning i forhandlingsteknik med Rusland

Af militær- og sikkerhedsanalytiker Lukas Visingr, 

Rusland/EU/USA: 2016 har fået en lang række forskellige karakteristikker. Året bliver også omtalt som “Putins år”, hvilket refererer til den omfattende russiske aktivitet på den internationale politiske og sikkerhedsmæssige scene. En portefølje af værktøjer, som Rusland bruger, omfatter blandt andet et imponerende arsenal af missiler, der vises mange forskellige steder og forårsager en række forskellige reaktioner. Hvorfor Moskva spiller med sit “missil kort”? Hvad er formålet?

 

Det begyndte dybest set allerede i 2014, da Rusland annekterede halvøen Krim, og begyndte at opbygge russisk militær tilstedeværelse der. Der kom rapporter om, at Rusland opstillede forskellige bærere af atomvåben, langtrækkende bombefly Tu-22M3. I september 2014 kom nyheden, der fik mange eksperter til at hæve øjenbryn, og som for nylig er blevet utvetydigt bekræftet. Russerne har genaktiveret det såkaldte Objekt 100 ved Balaklava, en fortsat tophemmelig installation, der blev etableret under den kolde krig som en del af forsvaret af Sortehavets kyst.

Navnet “Objekt 100” er en base, der er bygget ind i en klippe (hvilket er hvorfor det også kaldes “Utos”, dvs. “Kløft” på russisk), og skjuler affyringsudstyr for store skibsmissiler. Der har været flere forskellige typer af dem, i dag er det måske 3M44 missiler Progress, hvis max. rækkevidde er op til 460 km. “Objekt 100” blev faktisk efter Sovjetunionens sammenbrud overrakt til Ukraine, men landet havde ikke midler nok til dens drift og vedligeholdelse. Det er derfor ikke så overraskende, at efter Krim blev erobret af Rusland, at Rusland overtog driften af dette system.

På Krim er der ligeledes blevet placeret selvbevægelige kystnære komplekser Bastion-P, som er blandt de mest effektive former af sin art i verden. De kan udsende sø-missiler P-800 Oniks, der når op på tre gange lydens hastighed og når en radius af omkring 300 km. Deres anti-luft missil beskyttelse sørger S-400 Triumf for. Nyheden om opsætningen af Bastion og S-400 på halvøen kom i november 2016.

Næsten samtidigt, kom Bastion-systemmet også på forsiderne på grund af mediernes interesse for den placering, hvor det endnu engang dukkede op. Det handlede om Syrien, hvor det kom til systemets første “skarpe” indsættelse, dog ikke mod skibe, men islamisterne på jorden. Det er almindeligt kendt, at russiske anti-skib missiler har en sekundær anvendelse at angribe mål på jorden, men så succesfulde interventioner, som disse våben formåede i Syrien, vakte opmærksomhed samt overraskelse.

Der er dog et langt større spektrum af russiske missiler i Syrien. Allerede i december 2015 (på grund af nedskydningen bombefly Su-24M) blev der opstillet systemer S-400, og i løbet af året komplekser S-300, som beskytter havnen i Tartus. Satellit fotografier af Latakia basen viser, at den russiske hær har opstillet affyringsudstyr for de frygtede ballistiske missiler Iskander-M med (officiel) rækkevidde på omkring 480 km.

Iskander missiler i Syrien fremkaldte lang mindre bekymring, end de samme systemer i Kaliningrad. I de seneste år, var der mange gange rapporter om, at Rusland ønsker at opstille disse våben i denne baltiske enklave blandt andet på grund af planerne om amerikansk antimissilskjold i Tjekkiet. Missilerne Iskander var i Kaliningrad under militære øvelser, men først i november 2016 kom den helt officielle meddelelse fra Kreml, at disse missiler nu er placeret der permanent. Udover Iskander er der angiveligt også Bastioner og 400`ere i Kaliningrad.

Som om det ikke var nok, blev det i november 2016 meddelt, at Bastion-P systemer bliver også udstationeret Kurillerne, der siden afslutningen af Anden Verdenskrig er en genstand for uenighed mellem Rusland og Japan. Sammen med Bastionerne er der desuden antiskibssystemer BAL, der kan affyre små subsoniske missiler. S-400, er ikke kommet på Kurillerne (endnu), men kan dække det omstridte område fra fastlandet.

S-400 Triumf er missiler med en rækkevidde på 250 km, og i november 2016 blev angiveligt (endelig) taget i brug 40N6 missil med en rækkevidde på 400 km. Systemet kan derfor (teoretisk) gribe ind og ramme luftmål dybt inde på fjendens territorium. Uanset missilernes rækkevidde fremkalder S-400 en del nervøsitet på grund af deres top radarer. Rusland kan nemlig overvåge driften af alle luftfartøjer over det vestlige Syrien, Sortehavet og de baltiske lande, noget NATO`s ledelse ikke er begejstret for.

Den populære såkaldte “cirkeltegning” (svarende raketterne rækkevidde) vil utvivlsomt vedrøre Iskander-M-systemer i Kaliningrad. I deres tilfælde, er det nødvendigt at tilføje to vigtige ting. Mange eksperter sætter spørgsmålstegn ved den officielle maksimale rækkevidde af disse våben og mener, at den reelle ikke er 480 km, men langt mere, måske 700 km, og måske endda 1000 km. Det er derfor en klar krænkelse af INF aftalen (traktat om mellemlangtrækkende missiler) fra 1988.

Ifølge denne, burde USA og Rusland ikke være i besiddelse af jord-jord missiler med en max. rækkevidde mellem 500 og 5500 km. Dette vedrører ikke kun ballistiske missiler, men også dem med krydsermissiler. Rusland ejer imidlertid også et system krydsermissiler Iskander-K, som er dybest set nærtbeslægtet med skibsmissilerne. Ja, disse missiler, som gentagne gange blev affyret fra russiske skibe og ubåde mod islamisternes mål i Syrien og har vist, at Rusland på dette område tilsyneladende har formået at reducere amerikanernes kendte Tomahawk missilers forspring.

Hvis Kaliber har en rækkevidde på over 2500 km, og der er ingen grund til at antage, at dens jord udgave(dvs. Iskander-K) halter bagud. Desuden er det formentlig en overtrædelse af INF, og det er ganske interessant, at “lukkede” affyringssystemer til ballistiske missiler Iskander-M og til krydsermissiler Iskander-K ligner hinanden. En modstander har derfor ikke mulighed for at finde ud af, hvilke typer af missiler den står overfor.

Krim, Syrien Kaliningrad, Kurillerne. Fire forskellige steder, hvor der i november 2016 blev opstillet kraftfulde og frygtindgydende russiske missiler, eller det i det mindste er blevet officielt annonceret. Det kan næppe være en tilfældighed, så det er nødvendigt at finde og beskrive mønsteret. For de, som tager russerne i almindelighed og Putin i særdeleshed som inkarnationen af det onde, er svaret let. Det forklarer indsættelse af missiler ( “selvfølgelig”) og i en anden runde trusler og forberedelser til aggression. Ser vi på den russiske ageren generelt kan virkeligheden dog være noget anderledes.

Man skal altid huske på, at den russiske politiske kultur favoriserer og respekterer styrke. Lederen af landet kan ikke være en “svækling”. Russiske politikere og soldater`s hårde og skarpe måde at udtrykke sig på er derfor ofte beregnet til indenlandske publikum. Den russiske forhandlingsstil har sine egne specifikke regler, men i Vesten er dette faktum af en eller anden grund konstant blevet misforstået, så Ruslands handlinger bliver nogle gange modtaget helt anderledes, end russerne ville have ønsket.

Vestlige forhandlere normalt begynder at præsentere sine positioner samt en angivelse af, hvad der eventuelt kan være genstand for et kompromis. Den russiske tilgang til forhandlingerne begynder med “artilleri forberedelse”, dvs.. eftertrykkelig (i moderne ordforråd “selvhævdende”), udtryk for de holdninger, som man under ingen omstændigheder vil gå på kompromis med, og efterfølgende med en hård pres på modparten, som kan opfattes som en trussel. Det er dog i virkeligheden en typisk russisk måde at teste den anden side, hhv. tjek af styrken, udholdenhed og beslutsomhed.

Hvis partneren accepterer dette indledende pres, mister man i russiske øjne respekt, fordi man bliver opfattet som en svækling og kujon. Derfor kunne Obamas forsøg på at “genstarte” forholdet til Rusland (i stil med “hjerte i hånden”) ikke ende på en anden måde end det endte, mens Donald Trump (som utvivlsomt er bedre til at forhandle) helt sikkert vil have en større chance for succes.

Hvordan hænger det hele sammen så med opstilling af russiske missiler?

Perfekt. Placering systemer Bastion og Bal på Kurilách en måned før Putins besøg i Tokyo var ikke en tilfældighed, men et budskab til japanske politikere om, at Rusland aldrig vil opgive øerne, men at landet samtidig er klar til samtaler, hvis man respekterer den russiske position. Japanerne forstod det og Putin kunne være tilfreds. Underskrifterne på kontrakter er formentlig mindre vigtige end den symbolske kendsgerning, at Rusland på denne måde faktisk brød isolationen fra G7-landene.

Ifølge denne formel, handler det i forbindelse med Kaliningrad, Krim og Syrien om et budskab til NATO-medlemmerne, resp. til den nye præsident Trump. Kreml fortæller på denne måde, at Rusland ønsker at have indflydelse i det baltiske område og har til hensigt at fastholde Krim, samt ikke vil tillade regimeskifte i Syrien (pga. syriske baser nødvendige for russiske operationer i Middelhavet), men er stadig er interesseret i dialog og samarbejde med Vesten. Hvis den nye amerikanske administration forstår disse trin, sådan som Kreml ønsker, vil det (endelig) føre til en normal forhandling.

Afslutningsvis er det nødvendigt at tilføje endnu en advarsel. Den russiske forhandlingsstrategi kan undertiden være for effektiv. Det diskuteres eksempelvis fortsat, hvad motivationen var i sin tid for indsættelsen af sovjetiske missiler på Cuba i oktober 1962. Der er en teori om, at det var en “indledende pres”, som Khrusjtsjov benyttede til at få amerikanerne til at forhandle, bl.a. om Cubas status eller om Jupiter-missilerne i Tyrkiet og Italien.

I paranoid atmosfære af den kolde krig, svarede den amerikanske præsident Kennedy helt anderledes, end det var forventet af Khrusjtsjov, fordi missilerne i Cuba blev forstået som en del af forberedelserne til et angreb. Den efterfølgende eskalering bragte de to supermagter på randen af en atomkrig.

I denne tid vil det afhænge af om vestlige politikere vil forstå russernes budskab og er i stand til at handle således, så de får den nødvendige respekt i russernes øjne uden at den anspændte situation i Europa igen får en ny næring.

 

Oversættelse fra tjekkisk: Ota Tiefenböck