Russiske medier er statskontrolerede, men kan vi stole på vores egne?

Af Ota Tiefenböck

BLOG: Det er en kendt sag, at hovedparten af de russiske medier, hjemlige som udenlandske, er under statens kontrol og viderebringer nyheder, så de passer sammen med Ruslands politiske linie og synspunkter.

Det kræver heller ikke de helt store analytiske evner at tolke eksempelvis de ukrainske mediers omtale af den seneste sensationelle anholdelse af en franskmand, som angiveligt havde planer om flere terrorangreb under EM i fodbold i Frankrig. Mandens anholdelse blev filmet fra flere vinkler og kommer ganske tilfældigt i en periode, hvor Ukraine kæmper for et visumfri regime med EU og har brug for økonomisk støtte fra EU.

De fleste af os får formentlig også et smil på læberne, hvis hviderussiske medier bringer en eller anden positiv historie om landets store fader Alexander Lukasjenko, men hvordan står det egentlig til med vores egne medier, medierne i Vesteuropa og i Danmark? Er de så frie og objektive, som vi udlægger alt vestlig journalistik som?

Det er de ikke ifølge en schweizisk rapport offentliggjort på den schweziske server Die Freie Welt. Vestlige medier og de nyheder vi får serveret til morgenkaffen er ifølge dette studie heller ikke så objektive.

Hovedparten af dem kommer nemlig fra tre globale nyhedsbureauer AP, AFP og Reuters, hvis udlægning, ifølge den schweiziske rapport, hovedsageligt er i overensstemmelse med de vestlige regeringers interesser.

Rapporten fokuserer blandt andet på tyske, østrigske og schweiziske mediers dækning af krigen i Syrien og konstaterer, at 82 procent af nyhederne, artikler og kommentarer i disse medier har sin kilde i USA, NATO eller EU og peger endvidere på, at ord som “propaganda” altid bliver brugt i forbindelse med Rusland, men peger aldrig mod vores egne rækker.

En rapport som den schweiziske er naturligvis ikke det absolutte sandhed, men hvordan står det egentlig til med de udenlandske nyheder i Danmark?

Hovedparten af de udenlandske nyheder i danske medier kommer fra det danske nyhedsbureau Ritzau, som hovedsageligt bruger de tre omtalte globale nyhedsbureauer, nemlig AP, AFP og Reuters som hovedkilde til historierne. Disse bliver efterfølgende overtaget af de fleste danske medier og bliver mere eller mindre udlagt som det objektive syn på verdensbegivenhederne.

Denne mainstream danner efterfølgende den rigtige anseelse af verden, eksempelvis forholdet mellem Rusland og NATO, migrantkrisen eller krigen i Syrien, og blot det at stille spørgsmålstegn eller give udtryk for en anden mulig udlægning kan resultere i at blive stemplet som eksempelvis prorussisk.( jvf. mit tidligere blogindlæg).

Hvorvidt denne type nyhedsformidling er objektiv og journalistisk afvejet, skal være usagt, men det er et faktum, at mangel på udenlandske korrespondenter i danske medier betyder, at hovedparten af nyhederne i Danmark, deres baggrundsfakta og vinkler bliver udvalgt af nogle ganske få redaktører i de tre omtalte globale nyhedsbureauer, og bliver efterfølgende betragter som den objektive udlægning af virkeligheden.

Formålet med dette indlæg er ikke at sætte lighedstegn mellem de vestlige medier og de russiske, der er heldigvis fortsat en kæmpemæssig forskel, jeg vil blot pege på, at de vestlige og danske medier muligvis ikke altid er så journalistisk objektive, som vi bilder os ind, og at det måske er på tide, at vi ind i mellem også retter blikket mod os selv i stedet for altid at pege på andre.

Vi lever i en tid, hvor mange medier kæmper for overlevelse og hvor der blandt andet bliver sparet på mediernes korrespondenter i udlandet. Journalister bliver mere og mere formidlere, som kan formidle alt fra krigen i Syrien til en sammenligning af vaskemaskiner på det danske marked, men hvis viden og kritisk tilgang til det formidlede stof stille og roligt er ved at fordufte.

Journalister forsøger i denne svære medietid at danne nye smarte og moderne medier, som benytter nye formidlingsformer og afspejler vores samfund og tidens trend. Håbet er at modarbejde den negative udvikling i medierne og tiltrække nye, ikke mindst unge læsere. Hvis medierne ønsker at fastholde sin funktion i samfundet, kan vejen frem dog være langt mere simpel.

Det vil klæde medierne at genindføre det ægte gammeldags journalistiske håndværk, som kritisk tilgang, vagthund-funktion, viden, ekspertise, hvor journalistens viden kan fornemmes mellem spalterne. Hvor der er plads til holdninger og stille spørgsmålstegn, hvor kildevalget ikke altid begrænser sig til nogle ganske få udvalgte personer og hvor også de store nyhedsbureauers udlægning af verdensnyhederne bliver analyseret kritisk. Gør vi ikke det risikerer vi nemlig, at vores egne medier kommer til at ligne de russiske. Ikke fordi vi ikke må skrive, hvad vi vil som de russiske journalister, men fordi vi bukker under for kommercialisering af medierne og ikke er villige at ofre de resourcer, en kritisk journalistik kræver.

Det vil formentlig ikke løse alle de problemer medierne kæmper med i dag, men det vil utvivlsomt gøre medierne mere troværdige og objektive og ikke mindst opfylde en af mediernes vigtigste funktion, nemlig at skabe en nuanceret og afvejet debat af det der sker i verden, i stedet for blot ukritisk at videregive noget, andre har udvalgt, tænkt eller mener.