Ad

Ruslands ”post-imperiale transformation”den nye naboskabspolitik

Af Søren Riishøj, lektor ved Statslundskab, SDU

Rusland: Vladimir Putin håber givetvis på et mindre turbulent 2021, men sandsynligheden er ikke høj. Det skriver Matthew Luxmore i en interessant analyse for ”Radio Free Europe” (RFE)  (29.12.2020). I august sidste år fyldte hundrede tusinder gaderne i Minsk for at protestere mod vangsvindel, i september udbrød der krig mellem Armenien og Adserbajdan over Nagorno- Karabach, i oktober stormede oppositionen i Kirgisistan regeringsbygninger i hovedstaden Bishkek, oppositionen protesterede og anerkendte heller ikke valget i Georgien, og i Moldova blev en erklæret pro-europæer valgt som ny præsident. Alt dette passede ikke nødvendigvis i Moskva, men har betydet en ny og mere forsigtig linje i forholdet til det nære udland, fortsætter Luxmore sin analyse.

Den vurdering bakkes op af Fyodor Lukyanov, rådgiver for Kreml. Den nye linje er et skridt i retning af en post-imperial transformation bort fra de interventioner, som vi oplevede i Georgien i 2008 og i Ukraine i 2014. Putin har i stedet valgt at optræde som mægler, som ”power broker”, i hvert fald i første omgang. Det ser som en bedre vej til at begrænse vestlig indflydelse. Der er ikke tale om et geopolitisk ”retreat”, men bevidsthed om egne begrænsninger og faren for imperialt ”overstretch”. Eller som sagt af Dmitri Trenin fra Carnegie Endowment, 30 år efter Sovjetunionens undergang er alle landene i det post-sovjetiske rum blevet udenlandske stater.

Lige efter 1991 troede man i Kreml på integration via Sammenslutningen af Uafhængige Stater (CIS). Det er ikke længere tilfældet. Den nye linje er i høj grad bestemt ud fra rent finansielle hensyn. Rusland vil ikke skaffe og har heller ikke ressourcer nok til at skabe stabilitet via samhandel og subsidier. Den Eurasiske Union eksisterer, men har ikke skabt dyb integration landene imellem. Kina er for Rusland en partner, men samtidig en konkurrent.

De vestlige sanktioner påvirker ikke Rusland synderligt, men COVID-19 pandemien har, siger Yual Weber, Rusland-ekspert ved Texas A/M Bush School i Washington DC, bidraget til rationaliseringen af forholdet til nabolandene. Kort sagt oplever vi en ”økonomisering” af udenrigspolitikken og en politik der i højere grad hviler på personlige netværk og løfter om støtte, ikke nødvendigvis af økonomisk art.

28. september erklærede Putin sin fulde støtte til Kirgisistans præsident Soonbai, et par uger senere blev han fjernet fra magten grundet protester mod det afholdte valg. Moskva reagerede ikke. Forholdet mellem Lukasjenko og Putin var blevet værre allerede før oprøret mod præsidentvalget. Lige nu, flere måneder efter oprøret startede, afventer han, hvad der sker og søger et kompromis, der mindst muligt skader vitale russiske interesser. Putin kender problemerne fra Hviderusland fra sin egen krop. Han ønsker for de kommende år frem stabilitet og reguleret overgang til ”post-Putin” og ”post-Lukasjenko” æraerne, også betegnet som stabilitokrati.