Rusland-Tyrkiet forholdet, ”fleksible rivaler”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/Tyrkiet: Udadtil er Rusland og Tyrkiet ”allierede”. 15. marts gennemførte de to lande deres første fælles militære patruljering langs Syriens M4 motorvej. Herved fuldendte de den sidste af tre aftaler indgået mellem Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan under deres møde 6. marts. De to tidligere aftaler, om henholdsvis våbenhvile og etablering af en sikkerhedskorridor på begge sider af motorvejen, er allerede gennemført. Det fastskår Mazim Suchkov i en analyse for ”Carnegie Endowment” (20.3.2020).

I en telefonsamtale 12. marts udtrykte de to statsledere tilfredshed med deeskalingen af spændingerne i Idlib, et af den syriske oppositions stærkeste positioner og i russisk og tyrkisk optik et udgangspunkt for terrorisme. Men de grundlæggende problemer i Idlib er ikke løst, heller ikke de uløste problemer i forholdet mellem Tyrkiet og Rusland, herunder Assad-styrets fremtid. 

Rusland bebrejder tyrkerne for ikke at have drevet Hay’at Tahrir al sham jihadiske gruppen ud af Idlib deeskalation zonen. Moskva betragter også de grupper, tyrkerne har indsat til at styre i Idlib som ”mistænkelige” (”dubious”). Moskva er interesseret i at fastholde dialogen med Tyrkiet, men det indebærer ikke, at Ruslands egne interesser hermed prisgives. Samtidig forstår Kreml godt de problemer, som de syriske styrkes drab på tyrkere i regionen har skabt for Erdogan, og også de problemer, de mange syriske flygtninge i Tyrkiet rejser for styret i Teheran. Både Rusland og Tyrkiet nyder godt af vestlige landes og især USA’s fejlslagne politik i regionen. Det forener de to lande. 

Det er under de nuværende omstændigheder ikke helt let præcist at definere forholdet mellem Moskva og Ankara. Der er blevet talt om en ”taktisk union” og et ”fornuftægteskab”. Rusland har hjulpet Bashar al-Assad med et generobre tabte territorier, Tyrkiet gjorde det samme via etablering af en deeskalation zone. Tyrkiet og Rusland har styrket de bilaterale relationer på flere andre måder. Omfanget af samhandel og turisme er vokset, flere store projekter i startet op som fx Akkuyu antomkraftværket og TurkStream gasledningen fra Rusland til Tyrkiet. Dertil kommer Tyrkiets køb af russiske S-400 missilsystemer i Rusland og muligvis udvidet samarbejde når det gælder militærteknologi. Richard N. Hass, præsident for det amerikanske Råd for Internationale Relationer har meget rammende sagt det på denne måde: Tyrkiet er ikke partner, men stadig Vestens allierede. For Rusland gælder det stik modsatte: Tyrkiet er Ruslands partner, men ikke dets allierede. Spørgsmålet er, om Erdogan kan opnå en passende balance. Det personlige forhold mellem Putin og Erdogan spiller bestemt også en rolle, siger Suchkov. Over det sidste år er Putin den udenlandske leder, Erdogan har mødt flest gange. Begge er ikke populære inden for det vestlige udenrigspolitiske ”mainstream”, men det binder dem blot endnu tættere sammen til trods for uenighederne på flere vigtige områder, herunder som sagt forholdet til Assad-styret i Syrien. Kort sagt kan forholdet betragtes som ”flesibelt”, én dag tales der om ”historiske modsætninger”, en anden dag om et strategisk partnerskab. Det ændres der næppe ved. Rusland er for Erdogan et middel til at styrke Tyrkiets strategiske suverænitet i en tid, hvor verden er blevet ”de-westernized”.