Rusland kræver “taknemmelighed” af balterne – og truer Sverige

Sergej Lavrov Foto: Foreign and Commonwealth Office

Sergej Lavrov Foto: Foreign and Commonwealth Office

Af Uffe Gardel

UffeAnalyse. Ruslands naboer har fået grund til at sove en lille smule mindre roligt om natten, efter at den svenske avis Dagens Nyheter fredag offentliggjorde et interview med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Interviewet er uhørt aggressivt både i ordvalg og indhold, og den svenske regering har allerede reageret på de af Lavrovs trusler, som retter sig mod Sverige; regeringen har henvendt sig til den russiske ambassade, hedder det.

I interviewet sige Lavrov at hvis Sverige går med i NATO, så vil Rusland tage sine forholdsregler – militært.

“Som man siger: “det er ikke personligt, det er ren business”,”siger Lavrov i interviewet.

“I denne situation vil den svenske militære infrastruktur være underlagt NATOs øverstkommanderende, og derfor vil vi selvfølgelig være nødt til at tage uomgængelige militære forholdsregler i vores nordlige grænseregion, da der nu ved denne grænse vil befinde sig en militær og politisk blok som anser Rusland for en trussel, og på enhver måde ønsker at holde det tilbage.”

Putin har tidligere sagt noget lignende, og nu gentager Lavrov det. Det er så hvad det er. Mere bekymrende efter min mening er det, at Lavrov falder tilbage til et meget aggressivt ordvalg, når han taler om Ukraine. Han siger at der var tale om en “væbnet magtovertagelse”, da præsident Janukovitj flygtede i februar 2014, og at de der kom til magten i Kiev var “yderligtgående nationalister, som begyndte med offentligt at true med at udslette russere og russisktalende i Ukraine, først og fremmest på Krim”.

Det er jo temmelig ubeherskede udtalelser. Problemet med dem er at det er svært at have diplomatisk samkvem med folk man lige har kaldt nationalistiske kupmagere, som vil myrde ens landsmænd. Det er sådan noget som Lavrov og hans ministerium sagde i de første ophidsede måneder efter annekteringen af Krim. Siden holdt de inde, og man indledte samtidig en vakkelvorn diplomatisk proces med deltagelse af både Lavrov og hans tyske, franske og ukrainske kolleger. Nu har Lavrov fået et tilbagefald, og i Kiev vil man formentlig tænke lidt over hvad dét mon betyder.

Endelig er der en ildevarslende omgang skældud til de tre baltiske lande. Lavrov bruger påfaldende meget taletid i interviewet på de tre små lande, som åbenlyst har efterladt Rusland med fantomsmerter.

Han minder om at de tre lande fik lov at “gå fredeligt” fra Sovjetunionen.

“Sovjetunionen optrådte storsindet,” hævder Lavrov.. “Jeg har hverken set eller hørt nogen taknemmelighed,” siger han, tilsyneladende krænket på vegne af en stat som ikke længere findes.

Dermed er Lavrov skam ikke færdig med at angribe balterne og tage den døde Sovjetunion i forsvar. Nej, han forklarer også at det er rent vrøvl, at Sovjetunionen “udbyttede” de tre lande. Tværtimod, man investerede i dem og moderniserede økonomien, siger han. En lettisk historikerkommission har ellers forleden beregnet omkostningerne ved den sovjetiske besættelse af landet til 185 milliarder euro. Det får Lavrov til at betegne kommissionens medlemmer som “syge mennesker” med “en uhelbredelig psyke”. Disse sidste bemærkninger har Dagens Nyheter valgt at undlade at tage med i sin gengivelse af interviewet, men de kan læses i det russiske udenrigsministeriums udskrift.

Alt i alt må man vel sige at Ruslands naboer har fået lidt at tænke over.

 

 

 

Share This