Ad

Rusland presset både ude og hjemme,men handler ikke uden selvtillid

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Russiske eksperter regner med, at USA i fremtiden vil være mindre fokuseret på at intervenere rundt om i verden i den liberale intergovernmentalismes hellige navn og i stedet agere mere nationalistisk, merkantilistisk og interessefokuseret. Det vil passe Rusland meget godt. Det vil, mener en del i Moskva, på sigt gøre det lettere at finde en eller anden form for ”accomodation” mellem Rusland og USA, da international politik opfattes mere ensartet i Moskva og Washington end før. Det vurderer eksempelvis Charles Grant, direktør for tænketanken Center for Europæisk Reform (CER) efter et studiebesøg i Rusland.

Trump og Putin har forskellig baggrund, Trump er forretningsmanden og Putin tidligere KGB-mand, der mere tro på sammensværgelsesteorier, ser international politik som et nul-sum spil. Rusland bruger naturligt nok bruger de instrumenter til at fremme nationale interesser, hvor Rusland står stærkest, fx cyberkrig og aktiv brug af de sociale medier. Landet har atomvåben, men er ellers lagt bagrud militært. Rusland koncentrer derfor indsatsen på færre områder end i Sovjet-tiden. Når der reageres sker det til gengæld hårdt og konsekvent.

Det nære udland og Syrien er mest i fokus. USA er økonomisk og militært langt stærkere, og behøver derfor ikke i samme grad som Rusland at bruge cybervåbnet. Også Trump agerer direkte og hårdhændet, uden at spørge sine allierede. USA bruger også dollarvåbnet flittigt. USA har ressourcerne til at agere egenhændigt over for mange stater, lige nu er fokus især rettet mod Kina og Asien.

Optimismen i Moskva er ikke helt forduftet. Iflg. den samme analyse i CER vil Europa bevæge sig i samme retning som Rusland og USA. Fremgangen for Viktor Orbán, Marine Le Pen, Nigel Farrage og Matteo Salvini indvarsler et Europa, der som Rusland i højere grad vil kære om familien, den national suverænitet og kristendom og modstå islamisk ekstremisme. Efter fiaskoerne i Libyen og Syrien vil Europa ikke i samme grad som før fokusere på menneskerettighederne og ”rule of law”. De facto har Rusland opnået mere via sin egen militære intervention i Syrien, end Europa og NATO har opnået i Libyen. Et mere realistisk politik vil lette dialogen mellem Rusland og Europa, tror man.

Om det ønske bliver indfriet, ved vi naturligvis ikke. Måske Rusland forfalder til samme utopi og ønsketænkning som Vesten lige efter murens fald for 30 år siden med troen på ”historiens død” og den liberale ordens verdensomspændende sejr. Som sagt af Andrei Pertsev i en analyse for ”Carnegie Endowment”, er russere i dag langt mere villige til at protestere mod myndighederne end tidligere, i hvert fald når det gælder lokale spørgsmål. Men stigende priser og planer om højere pensionsalder har gjort Putin og hans parti Forenet Rusland mere upopulært.

Putin har føjet sig et stykke, begrænset nogle af de upopulære love, kritiseret lokale myndigheder og støttet de protesterende flere steder. 11 journalister har forladt avisen ”Kommersant” i protest mod ledelsens fyring af to journalister, der til myndighedernes vrede havde skrevet om Valentina Matvienko’s mulige afgang som formand for Føderationsrådet. Også det varsler om nye tider.

Moskva skeler til Macron’s Frankrig og de ”gule veste” og bestemt også til oprøret nede fra i Ukraine. Rusland venter ikke nogen snarlig løsning på konflikten i og med Ukraine, uanset præsidentskiftet for nylig i Ukraine. Det kaos der råder i Ukraine tager Moskva som varsel om, hvad der vil ske i Rusland, dersom landet omfavner demokrati i den vestlige liberale udgave. Frygten for kaos og ustabilitet er dybt rodfæstet.

Forholdet til Kina, siger Charles Grant, er lige nu mest af alt et ”fornuftsægteskab”, begge lande modsætter sig unipolaritet og USA-dominans globalt. Russiske analytikere ser i princippet gerne et bedre forhold til Europa for i det mindste et stykke ad vejen at formindske afhængigheden af det økonomisk langt mægtigere Kina. Men lige nu tyder ikke meget på en holdningsændring i de fleste EU-lande.

Rusland er stadig i alt for høj grad en petrostat, den økonomiske vækst er begrænset til 1.5 pct. om året. Rusland er bundet og ønsker større manøvrefrihed, men agerer ikke uden selvtillid. Konflikterne på hjemmefronten er alvorlige nok, men ikke systemtruende. Om de bliver det inden Putin (måske) i forlader præsidentposten i 2024, er tvivlsomt, men alt kan ske. Verden er jo blevet mere foranderlig og dermed langt mere uforudsigelig.