Rusland og Vesten siden 1991: Fra et uafhængigt til et stridbart Rusland

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Ruslands geopolitiske ambitioner og strategier siden Sovjetunionens opløsning i december 1991 har gennem årene været genstand for mange analyser. I en af de bedste, i det tyske Leander Analysen gennemgår Andrei Jakovlev faserne i den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dvs. spændende fra en satsning på et uafhængigt Rusland i 1990erne, hvor landet var svagt og stærkt kriseramt, til et stærkere men ikke-stridbart Rusland lige efter årtusindeskiftet, efterfulgt af et ”stridbart” Rusland i to omgange, mellem 2004-08 og 2012-13. Siden 2014 et isoleret Rusland –  med en ”skillevej” imellem. Kort sagt, pragmatisme og deeskalering har på skift afløst ”koldkrige”.

Hver fase har, siger Jakovlev, haft helt særlige dynamikker. Trusselniveauet har varieret i styrke, det være sig inde fra eller ude fra. I 1990erne var Ruslands stat frem for alt truet inde fra, landet udgjorde på det tiår ingen militær trussel mod Vesten.

Der var kræfter, også i Vesten og i det ny Europa i øst (fx Václav Havel), der talte imod NATOs udvidelse, ja for NATOs opløsning og etablering af et nyt sikkerhedssystem, men chancen blev forpasset. Heller ikke forslag om at optage Rusland i NATO lod sig gennemføre.

En ny chance for at inddrage Rusland opstod lige efter Putin’s tiltrædelse som præsident og lige efter 11. september 2001, her viste Rusland sig samarbejdsvillig fx, når det gjaldt kampen mod terror og Afghanistan, ligesom Rusland nedlagde militærbaser i både Cuba og Vietnam. Der blev talt om et ”partnerskab”, men det blev ved snakken.

Set fra Washington var (og er) Rusland for stærkt til at blive forbiset, men for svagt til at blive respekteret som en ligeværdig partner. De vestligt støttede farvede revolutioner, fx Orangerevolutionen i Ukraine og Rose-revolutionen og senere krigen i 2008 med Georgien, skærpede modsætningerne. Og stigende oliepriser og opstramning hjemme gav Rusland følelse af styrke.

Men i årene 2009-12 blev der igen skabt håb om etablering af ny orden. USA lancerede ”reset”-politikken og præsident Medvedjev tesen om et partnerskab mellem Rusland og Vesten for modernisering med Vesten og etablering af et nyt sikkerhedssystem fra Lissabon til Vladivostik. Putin og Medvedjev aflagde i de år adskillige besøg i vestlige lande, et af dem i Danmark, ja Danmark godkendte i den forbindelse ”Northstream II” gasprojektet.

Kold krig med Polen blev erstattet af pragmatisme og forhandling. Vladimir Putin og Donald Tusk kunne mødes og forhandle, dialog, også øget samhandel mellem de to lande var dengang i fokus. Forholdet var generelt ganske godt. Så godt, at Jaroslaw Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiet i dag taler om en ”sammensværgelse” mellem Putin og Tusk og mener, at de to i forening bærer en del af ansvaret for flytragedien den 10. april 2010, hvor daværende præsident Lech Kaczynski, hans kone og over 90 andre mistede livet.

Genvalget af Vladimir Putin som præsident i 2012 fandt sted samtidig med et øget pres både inde – og ude fra. Økonomien stagnerede, dels som følge af den globale finansielle krise, dels de faldende oliepriser. Den sociale utilfredshed voksede, også folkelige protester mod selve afholdelsen af valgene. Samtidig voksede det ydre pres.

Truslen om NATO-udvidelse med Georgien og Ukraine eksisterede stadig, og frygten herfor voksede markant i takt med udviklingen i Ukraine fra sidst i 2013 med Maidan og fordrivelsen af Janukovitj. Annekteringen af Krim og den russiske støtte til separatisterne i Østukraine skabte et iskoldt forhold til Vesten. Rusland var igen stridbart og nu også isoleret, i hvert fald i forhold til de lande, der er gået med til sanktionerne mod Rusland.

Rusland var (og er) ramt af lave oliepriser, landet er forblevet en petrostat, men et regulært økonomisk sammenbrud er ikke sandsynligt. Rusland satser på tættere politiske og økonomiske relationer til Kina og til lande, fx de andre BRICS lande og Tyrkiet, som ikke går sanktionsvejen. At Vesten er presset af populisme, Brexit og uenighed mellem Europa og USA passer lige nu Rusland ganske godt.

Jakovlev’s analyse har der været flere ”pauser” i koldkrigen mellem Rusland og Vesten. De fleste amerikanske præsidenter, Obama eller Trump eksempelvis, lancerede lige efter deres valg en nybegyndelse, ”re-set” i forholdet til Rusland, men hen mod slutningen af præsidentperioderne gik det igen ned ad bakke, og det vil sandsynligvis også ske her i Trump’s præsidentperiode.

Rusland fik ikke indfriet forventningerne, og Rusland har simpelt hen for lidt at tilbyde Vesten. De omtalte pauser kunne være udnyttet til at etablere en ny europæisk orden og skabe stabilitet, men det er ikke sket.

Faser i Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 1991

1990erne:    Uafhængigt Rusland. 

Kendetegn: dybtgående indre konflikter, fx kupforsøget 1991, krigen i Tjetenien

Konfrontationer med parlamentet, finansiel afhængighed af Vesten, liberalisme som

den officielle ideologi, opbakning til/nært samarbejde med den russisk ortodokse kirke.

 

2000-03:     Ikke-stridbart Rusland.

Kendetegn:

Satsning på økonomisk uafhængighed og økonomisk opretning efter krisen i 1998.

Koncentration om indenrigspolitikken. Ønske om/tro på partnerskab med Vesten

2004-08:     Stridbart Rusland I

Kendetegn:

Stigende oliepriser, deraf følgende høj økonomisk vækst. Spændinger i forholdet til

Vesten efter ”farvede revolutioner”, kritik af den eksisterende verdensorden, krig med

Georgien

2009-11:     Rusland ved en skillevej

Kendetegn:

Økonomisk recession i kølvandet på den globale økonomiske krise 2008-09. Ønske om

”reset” i forhold til USA. Voksende social utilfredshed pga. faldende vækst. Det ara-

biske forår skaber bekymring. Folkelige protester mod forfalskning af valgresultater.

2012-13:       Stridbart Rusland II

Kendetegn:

Opstramninger indadtil, fx loven om udenlandske agenter, øget satsning på konserva-

tive nationale værdier, fortsat økonomisk recession, modstand mod udenlandske in-

vesteringer.

2014-    :       Isoleret Rusland

Kendetegn:

Annektering af Krim, støtte til separatisterne i øst-Ukraine, vestlige sanktioner mod

Rusland, faldende oliepriser og øget økonomisk recession, krig i Syrien, krise og der-

efter udsoning med Tyrkiet. Stærk patriotisk stemning og drejning mod Asien/Kina.

Kilde: Andrei Jakovlev, i ”Russland-analysen” nr. 330, 17.2. 2017, www.laender-analysen.de