Ad

Rusland og EU valget: Hvad ønsker Putin?

Rusland præsident Vladimir Putin Foto: Kremlin

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland/EU: Europaparlamentsvalget sidst i maj følges med stor interesse i Moskva. Og holdningerne er ikke entydige. Hverken påstanden om, at Rusland ønsker pro-russisk anti-EU ”takeover” i Europaparlamentet eller det stik modsatte, at EU efter valget i endnu højere grad vil være en politisk og normativ magt, er nødvendigvis rigtige. Moskva vil tage bestik af valgresultatet, analysere det og så handle derefter. Det mener Kadri Liik i en interessant analyse af forholdet mellem Rusland og EU for den liberale tænketank ”Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer” (ECFR).

Der er blandt mange i Europa frygt for, at Rusland vil forsøge at påvirke valget, men den frygt er ikke nødvendigvis velbegrundet. Rusland har, siger Liik, slet ikke ekspertisen til at påvirke valg i 27 meget forskellige EU-lande. Dertil er den politiske konteks for forskellig fra land til land. Erfaringerne taler heller ikke for at forsøge det. Indblandingen i det amerikanske præsidentvalg kostede Rusland dyrt. Forsøgene på at påvirke det franske præsidentvalg var en fiasko, også ”fake news” der er sendt ud i Tyskland. Russiske ”trollefabrikker” og ”cyberkrigere” vil måske forsøge sig, men der vil formentlig være tale om isolerede tilfælde og ikke koordineret med Kreml.

Rusland har altid haft det svært med EU og den særlige ”pooled” suverænitet, der råder. Nogle i Moskva, især diplomatier og eksperter, har grundlæggende en positiv holdning til EU, men lige nu er holdningerne pga. sanktionskrigen sort-hvide og med overvægt til de (negative) sorte. Den russiske analytiker Andrei Kortunov har opsummeret Moskvas holdninger til EU på denne måde: for det første har Rusland over for EU en følelse af ”entitlement”, dvs. fra russisk side stilles der krav om en særlig status sammenlignet med de mindre SNG-landes forhold til EU. For det andet har Rusland været meget fokuseret på de fordele Rusland kan opnå rent økonomisk, især de bidrag EU-lande kan yde til modernisering af den russiske økonomi, og for det tredje har Rusland, som andre lande uden for EU, været særlig interesseret i bilaterale kontakter til især de største EU-lande.

De økonomiske muligheder blev, uventet for Moskva, mærkbart svækket i kølvandet på Maidan, annekteringen af Krim og de sanktioner, der fulgte efter. Moskva mener, at EU’s politik i alt for høj grad har været dikteret fra Washington. Udenrigsminister Sergej Lavrov formulerede det på den måde under sikkerhedskonferencen i München her i februar, at europæerne har tilladt sig selv at blive involveret i en meningsløs konfrontation med Rusland og derved påføre sig selv økonomiske tab i milliardklassen tilskyndet af USA og amerikanske interesser.

En prøve på europæernes grad af selvstændighed i forhold til USA er, ud over sanktionerne, politikken over for Iran og Northstream II. I spørgsmålet om etablering af en selvstændig europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik i forhold til USA, at få skabt en Europa-hær – thvilket indebærer to hære, en NATO-hær og en EU-hær på samme tid, – forholder Rusland sig tøvende. Der er i Moskva en tro på, at et selvstændigt europæisk samarbejde på forsvarsområdet vil tvinge Europa til at forlige sig med Rusland.

Russiske diplomater tror ikke på EU’s undergang,- som formuleret af tidligere viceudenrigsminister Aleksei Mesjkov, er EU bygget op over mange år og vil ikke kunne forsvinde ”overnight”. Moskva er så småt er ved at reevaluere EU, vi behøver Europas hjælp til at imødegå et stadig mere farligt og uforudsigeligt USA, hedder det. Moskva vil derfor, siger Liik, nøje studere valgresultatet i maj og EU’s evne til at forblive en politisk aktør efter valget.

Vil vi efter valget opleve et ”inward looking” og kaotisk EU eller et styrket og mere ”outward-looking”? Lavrov selv har udtalt, at Rusland behøver et ”stærkt, uafhængigt og åbent EU”; Putin mener, at dette vil kunne være positivt for skabelse af en ny funktionel multipolær orden. Under debatter, i fx Valdai diskussionskubben i 2016, beklagede mange russiske analytikere og politikere da også Europas ”totale fravær”.

Bliver EU stærkere, siger Liik, vil Moskva acceptere EU som en ”faktor i verdenspolitikken”, helst som modvægt mod amerikansk aggression. Men holdningerne skifter, verden er blevet mere kaotisk og uforudsigelig. I 2005 erklærede ministerpræsident Mikail Fradov efter et mislykket møde med EU-Kommissionen, at Rusland ”slet ikke behøver EU”. Det synspunkt blev ændret da Medvedjev blev præsident, men siden Maidan og annekteringen af Krim har vi hørt det igen. Som sagt, Moskva tager bestik af valget i maj. Et EU med selvstændig profil i forhold til Washington er velkommen i Moskva.