Rusland og coronavirus, ingen grund til panik, men …

OL-Rusland-Foto-s.yume-

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Søndag den 22. marts var antallet af corona smittede i Rusland steget til 367, en stigning på 61 på én dag, 54 af dem i Moskva. Sådan lyder meldingen fra det nationale anti-corona-virus center. Smitten er bragt til Rusland fra udlandet, fra Europa.

Viceministerpræsident Tatyana Golikova erklærede, at der ikke er grund til panik. Metroen i Moskva er da heller ikke blevet lukket. Der er også tro på, at smitten vil mindskes i april-maj. 163.000 tests er blevet gennemført, siges det.

Men, skriver Dmitri Trenin i en analyse for Carnegie Endowment, smitten er et alvorligt problem for Rusland. Der er blevet rejst kritik af myndighedernes håndtering af corona-krisen, fx den langsomme evakuering af russere fra Wuhan i Kina og for ikke i tide at have truffet de nødvendige hårde foranstaltninger mod smitten.

Kina var bestemt ikke tilfreds, da Rusland lukkede den 4.300 km. lange grænse, og derudover screenede kinesiske turister i Moskva for sygdommen. Kina er blevet en vigtig partner for Rusland. Derfor har Moskva rost Kinas indsats mod smitten og gentaget det kinesiske synspunkt, at virus’en er blevet USA’s biologiske våben rettet imod Kinas voksende økonomiske styrke globalt.

Putin og XI Jinping har talt sammen over telefon og er også blevet enige om at arbejde tæt sammen når det gælder medicinsk forskning på området. Coronaen har også betydning for Ruslands andre nabolande. Ruslands lukning af grænsen til Hviderusland er blevet skarpt kritiseret af Alexander Lukasjenko, Hvideruslands præsident.

Putin  har været i telefonkontakt med Italiens ministerpræsident Giuseppe Conte. Rusland vil sende eksperter i bekæmpelse af infektionsudbrud til Italien. Ukraine er helt lukket. Forholdet til USA har også været påvirket. Før udbruddet af epidemien regnede de fleste i Moskva med genvalg af Trump som præsident for mest sandsynligt. Nu er der rejst tvivl. Moskva er begyndt at indrette sig efter en mulig sejr for Joe Biden. Oven i dette kommer så følgerne de dramatiske fald i olie- og gasprisen og sammenbruddet i forhandlingerne i OPEC om regulering, underforstået en nedsættelse af olieproduktionen.

Rusland har ikke accepteret en nedsættelse af olieproduktionen. Olieprisen er lige nu den laveste siden 2003. Det betyder, at det bliver ekstra svært for den russiske regering at indfri løfterne til vælgerne om højere sociale ydelser og større minimalløn. Det har gjort indtryk i Moskva, at asiatiske lande som Kina. Sydkorea og Japan har været hurtigere til at begrænse udbredelsen af corona-smitten end europæiske lande, EU og USA.

Corona-krisen har yderligere styrket argumentationen gående på, at større selvforsyning, høje valutareserver og mindre gæld er vejen frem for Rusland. Argumenterne bruges flittigt op til folkeafstemningen om ændringerne af den russiske grundlov, der efter planen skal løbe af stablen den 22. april. Forudsat at coronaen tillader det.

Share This