Rusland: kraftig vækst i guld-udvindingen styrker rublen 

Kreml Foto: Pavel Kazachkov

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Det er ikke for meget sagt, at guld er ”guld værd” for den sanktionsramte russiske økonomi, skriver Thomas Grove i den polske sektion ”The Wall street Journal”. ”Suchoj Log” guldfeltet i Østsibirien er vurderet som det største ikke-udnyttede guldfelt i verden og udvindingen herfra vil mærkbart styrke rublen og russisk økonomi generelt.

Guldet er det væsentligste aktiv i den russiske centralbanks reserver. Andelen af guld er her vokset med det dobbelte i forhold til niveauet i 2014, hvor banken begyndte at sælge beholdningerne af amerikanske dollar og obligationer i kølvandet på de stærkt voksende politiske spændinger mellem Rusland og USA i kølvandet på Maidan 2013-14 og annekteringen af Krim.

I januar i år meddelte den russiske centralbank, at guldreserverne er vokset med 14 pct. alene i perioden fra juli 2017 frem til juni 2018. I samme periode blev der opkøbt euro og kinesisk valuta (juan) og solgt for 100 mia. dollar. De samlede reserver voksede i 2018 op til en værdi af 371.7 mia. dollar, guldserverne op til 86,9 mia. I 2014 var guldreserverne på 46.1 mia., på næsten halvdelen.

Udvindingen af guld fra Suchoj Logu ventes at begynde i 2020. Det er aktieselskabet ”Poljus”, der står for produktionen, og guldet sælges ikke, som normalt i branchen, på verdensmarkedet, men til store russiske banker og herfra videre til nationalbanken. I 2014 trak selskabet ”Poljus” sig fra finansmarkedet i London, men nu er selskabet igen dukket op i den britiske hovedstad – ud over at være i Moskva. ”Sochoj Log” guldminerne blev opdaget i 1961, men myndighederne var ikke i stand til at lægge planer for at udnytte dem.

Interessen for ”Suchoj Log” feltet blev for alvor vakt i slutningen af 1990erne. Et andet større guld-felt er ”Natalka”, der også er beliggende i Østsibirien. Selskabet ”Suchoj Log” garanterer, at felterne ikke overtages af udenlandske selskaber, hvilket ellers er normalt inden for denne branche. Et af de største opkøb er det canadiske firma Barrick Golds opkøb af Randgold minen i Mali. De stærkt voksende guldreserver vil, skriver ”Wall Street Journal”, er et bolværk mod vestlige sanktioner og styrke rublen.     

Share This