Rusland klar med Confederations Cup bruttotrup

Ruslands landshold her før en kvalifikationskamp i EM 2016 mod Østrig Foto: Steindy

Confederations Cup starter om godt og vel to måneder, og nu har den russiske landstræner Stanislav Cherchesov sat navn på de 30 mand, der kan gøre sig forhåbninger om at komme med.

Af Toke Theilade

30 spillere modtog tidligere på ugen et opkald fra Ruslands landstræner Stanislav Cherchesov, hvor de fik beskeden om, at de var med i hans betragtninger til sommerens Confederations Cup. Bruttotruppen indeholder flere velkendte navne, men Cherchesov, der blev ansat sidste sommer, fandt også plads til et par kaniner. Derudover valgte han at ekskludere en række rutinerede spillere.

Truppen ser ud således:

Målmænd

Igor Akinfeev (CSKA Moskva), Aleksandr Belenov (FC Ufa), Marinato Guilherme (Lokomotiv Moskva), Andrey Lunev (Zenit Skt. Petersborg)

Forsvarsspillere

Viktor Vasin (CSKA Moskva), Georgy Dzhikiya (Spartak Moskva), Ruslan Kambolov (Rubin Kazan), Fedor Kudryashov (FC Rostov), Ilya Kutepov (Spartak Moskva), Roman Neustädter (Fenerbahce), Andrey Semenov (Terek Grosnij), Roman Shishkin (FC Krasnodar)

Midtbanespillere:

Yury Gazinsky (FC Krasnodar), Denis Glushakov (Spartak Moskva), Aleksandr Golovin (CSKA Moskva), Alan Dzagoev (CSKA Moskva), Aleksandr Erokhin (FC Rostov), Yury Zhirkov (Zenit Skt. Petersborg), Roman Zobnin (Spartak Moskva), Dmitry Kombarov (Spartak Moskva), Aleksey Miranchuk (Lokomotiv Moskva), Aleksandr Samedov (Spartak Moskva), Igor Smolnikov (Zenit Skt. Petersobrg), Dmitry Tarasov (Lokomotiv Moskva), Mario Fernandes (CSKA Moskva)

Angribere:

Aleksandr Bukharov (FC Rostov), Artem Dzyuba (Zenit Skt. Petersborg), Maksim Kanunnikov (Rubin Kazan), Dmitry Poloz (FC Rostov), Fedor Smolov (FC Krasnodar)

Til manges overraskelse valgte Cherchesov ikke at udtage Zenit-spillerne Oleg Shatov og Aleksandr Kokorin, der ellers begge har været med i en årrække efterhånden, imens han heller ikke så Krasnodars Pavel Mamaev og Lokomotivs Igor Denisovs vej. Cherchesov forklarede selv dette med, at han ville benytte muligheden til at give nogle af de yngre folk muligheden for at bevise sig selv.

”For at gøre det klart, så er der mange erfarne folk, som vi vil holde nøje øje med før VM, men nu er det de unge folk, der skal bevise sig selv,” fortalte Cherchesov til Sport-Express.

Denne forklaring købte den tidligere toptræner og nuværende politiker Valery Gazzaev dog ikke. Til Sport-Express sagde han:

”Jeg mener, at truppen til Confederations Cup er en prototype forud for VM. Denisovs, Shatovs, Kokorins og Mamaevs fravær fra bruttotruppen rejser visse spørgsmål. Denisov har spillet en af de bedste sæsoner I sin karriere. Mamev har været skadet, men ingen betvivler hans evner. Shatov var en af de bedste spillere i de tidligere trupper, og han har et højt niveau.

Selv Zenits problembarn Kokorin burde have været inkluderet i truppen ifølge Gazzaev.

”Ingen betvivler hans talent, om end der på det seneste har været en masse negativitet omkring ham. Men han har ikke mistet sine evner, og jeg mener ikke, at man skal sige nej til gode fodboldspillere. Uanset hvad burde han være med i bruttotruppen.”

I næste uge, når den russiske liga går på sommerferie, vil Cherchesov melde ud, hvilke spillere, der skal med ham til Østrig på træningslejr. Den endelige trup vil blive offentliggjort den 7. juni.

 

Share This