Říp – tjekkernes hellige bjerg
Vejen til Říp Foto: Peter Tudvad
Af Peter Tudvad
Tjekkiet: Roudnice nad Labem er trods sit lettere ruinerede slot, sin gamle jødiske gravplads og sin beliggenhed ved Elben ikke at regne blandt de største turistattraktioner i Tjekkiet, der immervæk er så rig på natur og kultur, at de færreste andre lande i Europa kan måle sig med det centraleuropæiske land. Men seks-syv kilometers vandring fra Roudnice ligger Říp, tjekkernes helligste bjerg, hvor deres urfader Čech ifølge legenden skal været steget op for som en anden Moses på Nebo at tage det forjættede land i øjesyn. Tomt var det, landet, men det flød – fortæller Cosmas af Prag i sin Bøhmiske Krønike fra 1119-1125 – med mælk og honning.
Cosmas’ værk er med middelalderlig selvfølgelighed skrevet på latin, så ligesom dette egentlig hedder Chronica
Urfader Čech på Říp, et maleri af Josef Mathauser
Boemorum, hedder tjekkernes urfader heller ikke Čech, men Boemus. Og derfor kom landet, som han valgte til sit og sine slægtninges, heller ikke umiddelbart til at hedde Tjekkiet, men Bøhmen. Først langt senere valgte de slavere i Bøhmen, der talte tjekkisk, at ‘oversætte’ Boemus til Čech – hvorefter landet også kunne hedde Tjekkiet. Etymologisk har Čech sin rod i substantivet člověk, der betyder så meget som menneske. Med andre ord var den første tjekke for så vidt også det første menneske – og tjekkisk for så vidt det eneste menneskelige sprog. Det kan lyde chauvenistisk og er det sikkert også, men antikkens hyldede grækere var ikke bedre, når de kaldte andre folkeslag for barbarer, fordi disse talte et uforståeligt eller dårligt græsk. Hvorom alt er, er det tjekkiske sprog afgørende for tjekkernes historiske identitet, da Bøhmen et årtusind igennem har været stærkt præget af et stort germansk eller tysk islæt.
Roudnice nad Labem Foto: Peter Tudvad
Under den nationale vækkelse i det 19. århundrede, hvor tjekkerne forsøgte at emancipere sig fra den østrig-ungarske dominans i det habsburgske rige, fik Čech atter betydning som mytisk projektionsfigur for de politiske ambitioner om et selvstændigt Tjekkiet. Da man således i maj 1868 lagde grundstenene (!) til det tjekkiske nationalteater i Prag, kom en af disse fra Říp, hvor ikke færre end 20.000 tjekker var samlet for at bivåne begivenheden. Mange andre gange har tjekkerne samlet sig på Říp, som omtrent er for dem, hvad Skamlingsbanken er for danskerne. Således valfarter de også i dag som andre pilgrimme dertil. Udenlandske turister er der ikke mange af på stedet, måske fordi tjekkerne ikke har haft held til at vække andres interesse for deres historie, måske fordi blaserte vesteuropæere synes, de har så rigeligt i alt det, de kender fra deres charterrejser til Spanien, Italien og Grækenland.
Rotundekirken på Říp Foto: Peter Tudvad
Hvorom alt er, skal man ikke bestige Říp, hvis ikke man kender legenden om Čech alias Boemus og alle de litterære bearbejdelser af den, som har skabt vore dages tjekkiske nation. Říp er ikke i sig selv noget synderlig interessant bjerg, træer spærrer for udsigten derfra, og den romanske rotundekirke fra Cosmas af Prags tid, er ikke voldsomt imponerende. Men når man kender historien, og når man vandrer fra Roudnice nad Labem over markerne og gennem landsbyerne mod Říp, så tager det sig uvægerligt mytisk ud, som det ligger der og stritter op over horisonten som en fladpuldet hat. Hvem har lagt bjerget dér, midt i en efter tjekkisk standard usædvanligt flad egn? Det tager sig næsten kunstigt ud, skabt og villet – eller også er det bare min fantasi, der har ladet sig inficere af tjekkiske sagn og myter …
Jan Hus statue i Roudnice Foto: Peter Tudvad