Regeringen advarer Tysklands tyrkere
Af Uffe Gardel
Spændingerne Tyskland bliver voldsommere og voldsommere oven på det mislykkede militærkup i Tyrkiet. Søndag bliver der afholdt en stor demonstration i Köln af tyrkiske Erdogan-tilhængere, og det får den tyske udenrigsminister til for første gang at udsende en klar advarsel:
“At føre indenrigspolitiske spændinger fra Tyrkiet til Tyskland og at forfølge mennesker med andre politiske overbevisninger, uanset hvilken side vi taler om – det går ikke, og det vil vi ikke tillade,” siger Frank-Walter Steinmeier (SPD) til Süddeutsche Zeitung.
En lignende advarsel kom allerede for en uge siden fra Østrig, hvor udenrigsminister Sebastian Kurz (ÖVP) reelt bad tyrkerne om at rejse deres vej, hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt. “Det står folk frit for at forlade vores land, hvis de gerne vil engagere sig i tyrkisk indenrigspolitik,” sagde Kurz.
Siden kupforsøget har der været voldsomme spændinger i begge lande; Erdogan-tilhængere har truet og angrebet Erdogan-modstandere af forskellig slags, herunder kurdere og alevitter.
“Stemningen er meget, meget aggressiv”, siger Gökay Safuoglu, som er formand for en socialdemokratisk orienteret tyrkisk forening, Türkische Gemeinde in Deutschland, til Süddeutsche Zeitung.
Med søndagens planlagte demonstration, hvor man venter 30.000 deltagere, er målet altså fuldt for den tyske regering.
Der bor næsten tre millioner mennesker med tyrkisk baggrund i Tyskland, og over halvdelen af dem er født i Tyskland. Omkring halvdelen har tyrkisk statsborgerskab, og flere og flere af dem har også tysk statsborgerskab, efter at reglerne om dobbelt statsborgerskab løbende er blevet lempet, senest for to år siden Drømmen var, at tyrkerne langsomt ville blive tyske, men kupforsøget har vist at loyaliteten over for oprindelseslandet er stærk.
I en kommentar i Frankfurter Allgemeine Zeitung lørdag skriver en af avisens medarbejdere, at det var “en illusion” at tro, at man kunne gøre tyrkerne til tyskere.
“På samme måde som politikken med åbne grænser (for asylsøgere, red.) var præget af ønsketænkning, var også den generelle indførelse af dobbelt statsborgerskab forbundet med enillusorisk forventning om at det kunne fremme integrationen af især tyrkere,” skriver Reinhard Müller.
“Allerede for over 15 år siden skortede det ikke på advarende stemmer: Hvis der bliver en tysker ud af en udlænding, så skal det ske som en formel og emotionel afslutning på en indvandringshistorie. Men en temmelig stor koalition mener stadig, at en storsindet, ja ligefrem blind tildeling af tysk statsborgerskab vil kunne være udgangspunktet for en vellykket integration, også for flygtninge. I dag høster vi frugterne af denne politik, som mangler enhver fornemmelse for stat og nation, og for betydning og form.”