Ramzan Kadyrov, ”one-line” diktatoren fra Tjetenien

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: De sociale medier og ikke mindst Facebook er over årene flittigt brugt til at igangsætte oprør mod diktatorer og regeringer, der ikke følger ”folkets vilje”, og det både i og uden for Europa. Det arabiske forår, Maidan og Frankrigs ”gule veste” er blot tre ud af rigtig mange eksempler. ”Masseprotest-politik” har bredt sig.

Brugen af de sociale medier benyttes nu også af diktatorer for at sikre sig selv større folkelig opbakning og ofte ikke uden held. Tjeteniens diktator Ramzan Kadyrov er et glimrende eksempel, skriver Kaja Puto, journalist, i en artikel i det polske ugeskrift ”Polityka” (2.2020). Det er i hvert fald lykkes Kadyrov at få 3 millioner til at følge hans udmeldinger via Instagram, 700.000 har fulgt ham via Facebook.

Da Instagram og Facebook blokerede hans kontoer, oprettede han nye ”one-line” konti. I evne til at bruge de sociale medier og styrke sin position overgår han klart de politiske ledere i Rusland, siger Karena Avedissan, der er Kaukasus-forsker ved Birmingham Universitet i den nævnte artiklen i ”Polityka”.

Det er ikke småting, Kadyrov lægger ud på nettet: nogle meddelelser er private, fx når han kører i limousine, kysser en hjort eller boltrer sig i sneen, selv privatlivet er med.  Han fremstiller sig selv ”supermanden,” der skabte et tjetensk paradis og ser sig selv som en tjetensk ”Schwarzenegger”.

Andre opslag viser, hvor han står politisk. Kadyrov er religiøs (muslim), accepterer æresdrab og bekæmper LBGT, ”I Tjetenien har vi ikke homoseksuelle”, erklærer han. I 2017 blev homoseksuelle interneret i lejre og udsat for grov behandling. De fleste blev evakueret og bragt til Rusland. Putin mente, at det gik for vidt og lagde pres på Kadyrov. Politiske modstandere i og uden for Tjetenien forfølges, også dem der vover at kritisere ham via sociale medier.   

Ramzan Kadyrov kom til magten i kølvandet bombeattentatet, der i 2004 dræbte hans far, Achmat. Han blev først ministerpræsident og i 2007 præsident. I den første Tjetenien krig havde han kæmpet imod russerne, men støttede derefter Putin i den anden Tjetjenien krig. Putin værdsatte her hans indsats i kampen mod de tjetenske separatister.

Han støttede i 2008 aktivt Rusland under Georgien krigen, også i forbindelse med annekteringen af Krim og konflikten i Donbas. Derfor har Kreml overført store pengebeløb til Tjetjenien, efter den økonomiske nedgang i Rusland fra 2014 dog i et noget mindre omfang.

I hovedstaten Grozny’s centrum ses i dag høje luksusbygninger. Putin har, også efter Kadyrovs genvalg i 2016, fortsat i høje toner rost Kadyrov, fx i forbindelse med tilbagevenden af familier (dvs. kvinder og børn) til IS-kæmpere fra Nordkaukasus og Centralasien.

Ved det seneste præsidentvalg i Rusland fik Putin 92 pct. af stemmerne i Tjetjenien. Godt nok volder Kadyrov Kreml problemer, men alternativet er værre. Så længe der er fred og langt mellem bombeattentaterne i Tjetjenien får Kadyrov lang snor af Moskva, og det ved Kadyrov alt for godt. Ganske som Lukasjenko i Hviderusland er han en dygtig taktiker og har forstået at skaffe stor støtte økonomisk fra Rusland. Væltes Kadyrov fra magten frygter man i Moskva en ny tredje Tjetjenien krig.