Putins Centralasien rundtur

Kirgisistans hovedstad Bishkek Foto: Ota Tiefenböck

Kirgisistans hovedstad Bishkek Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Centralasien: Sidst i februar tog Vladimir Putin på rundrejse i Centralasien, til Kazachstan, Tadsjikistan og Kirgisistan i den hensigt at skabe bedre politiske kontakter og, som sagt ad Arkady Dubnov i en analyse for ”Carnegie Endowment”, at opnå størst mulig ”geopolitisk” loyalitet hos de politiske ledere i de tre lande.

Turen var, som sagt af Dubnov, kort, men ret effektiv. Efter planen skal Putin også besøge Turkmenistan, men datoen herfor er endnu ikke fastlagt. Rusland opnåede iflg. Dubnov under sine besøg fremskridt for så vidt angår bedre sikring af SNG-områdets sydlige grænse for ad den vej at bremse den stigende terrorisme i regionen.

Kirgistan har tiltrådt den eurasiske økonomiske union. Efter russiske oplysninger har det betydet, at gæstearbejdere fra Kirgisistan i de første 9 måneder af 2016 sendte 18.5 pct. flere penge (”remittances”) hjem, svarende til 1.3 mia. dollar og ikke mindre end det fattige Kirgisistans samlede BNP.

Putins besøg i Kirgisistan fandt ikke tilfældigt sted samtidig med arrestationen af en af landets bedst kendte oppositionspolitikere, Omuerbek Tekebajev. Det skete givetvis efter ordre fra præsident Almazbej Atambajev. Atambayev skal i henhold til landets forfatning træde tilbage i november, hvor der skal afholdes præsidentvalg, men han agter iflg. egne udtalelser herefter at fortsætte i politik. Rusland har en militærbase i landet (i Kant), som russerne ønsker udvidet, men om det vil kunne ske, er usikkert.

Mødet med Tadsjikistans præsident Emomali Rahmon, i Dushanbe, drejede sig i høj grad om at få styrket landets sydlige grænse, måske skal der igen sendes russiske soldater for at bevogte grænsen til Afghanistan, der efter russernes opfattelse er for dårligt bevogtet. At hundredetusinder af migrantarbejdere er blevet nægtet indrejse i Rusland har uundgåeligt skabt problemer mellem de to lande. Modsat Kirgisistan, er Tadsjikistan, i hvert fald indtil, videre ikke medlem af den eurasiske økonomiske union.

Under sit besøg i Kasakhstan blev drøftet flere svære og indtil nu uløste problemer. Forholdet mellem Rusland og Kasakhstan er lige nu ret spændingsfyldt, også forholdet mellem Kasakhstan og Kirgisistan. Men Kasakhstan er trods alt medlem af den eurasiske økonomiske union. Og Rusland er glad for, at Nursultan Nazarbajev har valgt at lade Astana være værtsby for de fredsforhandlinger om Syrien, som Rusland har startet i samarbejde med Tyrkiet og Iran.

Share This