Ad

Problemer på retsområdet er ikke kun et problem i Polen og Ungarn

EU Parlamentet i Strassbourg Foto: Bebu 65

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: I det ”gamle” Europa er det som bekendt den udbredte opfattelse, at problemer på retsområdet først og fremmest findes i de nye EU-lande fra Central- og Østeuropa, det ”nye” Europa. Især Ungarn og Polen har været i søgelyset. Men iflg. Verdensbankens verdensomspændende ”governance” indikatorer er ”rule of law” i årene fra 2009 til 2018 blevet forringet i 17 EU-medlemslande, og ikke kun i lande fra det ”ny” Europa i øst. Det konkluderer Ian Bond og Agata Gostynska-Jakubowska i en interessant analyse for Center for European Reform (CER).

I 4 EU-lande, Frankrig, Ungarn, Bulgarien og Polen er indekset for ”rule of law” samlet blevet værre i perioden 2015-2019. I 10 EU-lande, herunder Østrig, Frankrig, Holland og Polen er regeringernes magt over domstolene blevet endnu større. I et indeks, hvor 1.0 er det perfekte, er Bulgariens tal for perioden 2015-19 faldet fra 0.67 til 0.58, Frankrigs fra 0.69 ned til 0.63, Grækenlands fra 0.62 til 0.54 og Ungarns fra 0.69 til 0.44. Kroatiens og Portugals tal for bekæmpelse af kriminalitet er mærkbart forværret i perioden 2015-19.

Set over årene fra 2009 og frem til 2018 er udviklingen især gået i den gale retning i eksempelvis Grækenland, Cypern, Irland og Malta. Men 2/3 af EU’s medlemmer har dårligere tal for ”rule of law” i 2018 end i 2009. I absolutte tal har problemerne været størst i Italien, Grækenland og igen aller værst i Bulgarien.

Faldet i ”rule of law” i Frankrig skyldes meget de nye love for terrorbekæmpelse, i Grækenland de generelt svagt udviklede retslige institutioner. Problemerne for retssystemet har dybe historiske rødder i Italien, der har et af de laveste tal for antal af dommere pr. indbygger. Polen rangerer på 36. pladsen på Transparancy’s indeks for korruption. Det er lavere end i flere lande fra det ”gamle” Europa i vest. Misbruget af EU-midler er da heller ikke specielt højt i Polen. Kort sagt, problemer med ”rule of law” finder vi i hele Europa, ikke blot i Central- og Østeuropa.

De redskaber, EU har til at måle ”rule of law” har været (og er) utilstrækkelige, fastslår Ian Bond og Agata Gostynska-Jakubowska. Flere seriøse kilder skal med, siger de, for at få et tilstrækkelig dækkende overblik. Et tættere samarbejde med Europarådet er oplagt. Instrumenterne er groft sagt ”monitoring” og ”early intervention and problem-solving”. Desuden har der været for meget fokus på at straffe medlemsstater for brud på ”rule of law”.

Landene fra Central- og Østeuropa er stærkt imod brugen af ”reverse qualified majority vote” i EU, som vil gøre det nemmere at straffe ”lovovertrædere” på pengepungen end ved blot at bruge Lissabon-traktatens paragraf 2.

Groft sagt går ”reverse qualified majority vote” ud på, at Kommissionen han stoppe udbetalinger til bestemte lande, med mindre Rådet med kvalificeret flertal, dvs. ikke enstemmigt, bestemmer noget andet. Polen har ikke uberettiget anklaget EU for dobbelt-standarder. Kommissionen har reageret forskelligt på de samme overtrædelser, underforstået at Polen og andre lande fra Central- og Østeuropa bliver diskrimineret.

Fidesz i Ungarn har lige siden 2010 grebet ind på retsområdet uden at blive straffet. Polen derimod er meget hurtigere kommet i Kommissionens søgelys. Årsagen kan være, at Fidesz og Orbán har været med i den magtfulde kristelig-demokratiske gruppe (EPP) i Europaparlamentet. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er derimod med i gruppen af det euroskeptiske Europæiske Konservative og Reformatorer. Der er, vurderer Bond og Gostynska-Jakubowska, lagt for lille vægt på at bruge positive incitamenter, at bistå medlemslande med svage institutioner på retsområdet, fx ved at støtte civilsamfundsorganisationer og uddannede og træne dommere. 

Von der Leyen, EU-kommissionsforkvinde, har foreslået, at der udarbejdes en årlig status for alle medlemslandene, og at der trækkes på informationer fra mange forskellige kilder, fx fra EU’s ”Fundamental Rights Agency”. Von Leyen vil gerne fremstå som brobygger. Modsat sin forgænger Jean-Claude Juncker og hollænderen Frans Timmermans ønsker hun ikke at ”stigmatisere” EU-landene fra Central- og Østeuropa. Timmermanns efterfølger på posten der dækker ”værdier og transparans”, tjekken Véra Jourová, har fået til opgave at ”overvåge”, det arbejde der bliver udført af kommissærerne for Retsforhold, Didier Reynders. De årlige rapporter skal efter planen efterfølgende diskuteres i Det Europæiske Råd. De forskellige grupper i Europaparlamentet bør, siges det, tildeles et større ansvar for at partierne overholder ”rule of law”, gruppemedlemskabet skal ikke være en beskyttelse mod kritik inde fra og ude fra.

At regeringer begrænser domstolenes uafhængighed skyldes meget langt, at de føler at domstolene i for høj grad blokerer lovforslag og ad den vej gør det vanskeligt for folkevalgte regeringer at gennemføre nødvendige lovforslag. Med andre ord, domstole obstruerer ofte ”the will of the people”, De partier der vinder valgene, skal også have ret til at styre. Domstolene bør ikke udgøre en 3. eller 4. statsmagt.   

Bond og Gostynska-Jakubowska erkender, at der i dommerstanden og i andre elitegrupper findes aktivistiske ”we know best” holdninger. Det kan fremme en udvikling over mod ”elective dictatorship” eller ”tyrannisk majoritetsstyre”, sådan som meget rammende beskrevet af briten Lord Hailsham helt tilbage i 1976.

Polen er lige nu i fokus. Den polske forfatter og skribent Robert Krasowski rejser emnet populisme og illiberalisme i en interessant analyse i det polske ugeskrift ”Polityka” (6. 2020). Det er vigtigt, siger han, at forstå, hvad der skaber øget opbakning til det illiberale demokrati. ”Populisterne” beskylder det liberale establishment for at betragte sig selv som ”ejere af sandheden”. Ofte tør ”mainstream” elitegupper ikke tage politisk ansvar, men agerer i stedet typisk via ikke-demokratisk valgte institutioner, frem for alt medierne, Bruxelles, centralbanker og domstole.

Vi skal ikke glemme, at EU’s ”gamle fædre”, de Gaulle, de Gasperi og Adenauer bestemt ikke var liberale demokrater. Jaroslaw Kaczynski, formand for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) i Polen, siger Krasowski, har ikke ført kamp mod det eksisterende retssystem som sådant, men mod ”dommer-kasten”, dvs. bestemte personer, som efter Kaczynskis mening bevidst fordrejer eller har fordrejet praktiseringen af ”rule of law”. Kaczynskis handlinger på retsområdet er derfor bedst at betragte som en form for hævn mod bestemte personer.

Dommere udnævnt af socialistiske og/eller liberale regeringer i årene efter 1990 (Zolla, Rzeplinski, Strzembosz og Gersdorf eksempelvis) var (og er) ikke politisk neutrale, mener Kaczynski, tværtimod. Derfor kaldte han sit parti Lov og Retfærdighedspartiet. Krasowski advarer mod at dæmonisere illiberalt de indstillede. Kaczynski har ikke, sådan som det som bekendt ofte sker i autoritære stater, forfalsket valgresultater, arresteret modstandere og forhindret opklaringen af mord.

Kort sagt, vigtigt er at fremme ”rule of law”. Men de liberale meningsdannere bør ”gribe i egen barm” Den populistiske protest er ofte rettet mod ”mainstream” eliters krav om monopol på sandheden.