Præsidentembedet i Polen og præsidenterne siden 1990,

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Præsidentembedet har voldt mange landekonflikter, når der skal vedtages nye grundlove. Og Polen er bestemt ingen undtagelse. Det fastslår den kendte polske historiker, Antoni Dudek i et interview til ugeskriftet ”Polityka” (25. 2020). Skal præsidentens rolle være symbolsk som fx i Tyskland, skal præsidenten have stor magt, skal systemet være præsidentielt som i fx USA og Frankrig, eller, som den sidste mulighed, være semi-præsidentielt med stort set lige stor indflydelse til præsident og regering? 

Polen valgte fra start et semi-præsidentielt system. Konsekvensen, fastslår Antoni Dudek, har lige været et utal af konflikter mellem præsidenter og regeringer. Meget skyldes, at fordelingen af magten mellem præsident og regering har været uklart formuleret i forfatningerne og derfor genstand for mange konflikter.

Præsidentens magt i Polen er negativ, forstået på den måde, at den mest bruges til at blokere lovgivning i parlamentet via vetoretten. Og den ret er brugt flittigt. Præsidenterne har i Polen været valgt direkte, hvilket i sig selv skaber konflikter. Jaroslaw Kaczynski gik for 30 år siden ind for valg af præsident via parlamentet. Dengang bakkede han op om Lech Walesa. Men kredsen omkring Mazowiecki afviste forslaget.

En direkte valgt præsident føler at have fået et folkeligt mandat og agerer derfor typisk mere egenhændigt og politisk offensivt. Præsidenter valgt indirekte (af parlamenterne), er derimod kompromissøgende. Nogle lande, eksempelvis Tjekkiet, overgik fra indirekte til direkte valg af præsidenten. At Tjekkiet valgte at gå over til direkte præsidentvalg skyldtes meget, at parlamentet havde store problemer med at få skabt flertal for én bestemt kandidat. Selv genvalg af den navnkundige Václav Havel skulle gennem adskillige afstemningsrunder i parlamentet. Direkte valg giver konflikter i høj grad også inden for partierne.

Opstillingen af Lech Walesa som præsidentkandidat i 1990 er et godt eksempel herpå. Flere præsidentemner var på banen, og mange blandede sig i debatten. Mazowiecki var ministerpræsident, Geremek chef for Borgerkomité klubben i parlamentet, Kuron var en indflydelsesrig minister og Michnik, kendt dissident, chef for dagbladet ”Gazeta Wyborcza”. De fleste pegede på Mazowiecki som kandidat, men, påpeger Dudek, Walesa følte sig tvunget til at stille op, ikke mindst efter hans rejse til USA, hvor han blev hyldet som den store frihedshelt. Walesa’s problem var, at han ikke havde et stærkt partipolitisk bagland, og at han havde meget ringe indsigt i forfatninger og deres betydning. Eksempelvis overså han, at den reelle magt mest tilhørte ministerpræsidenten, ikke præsidenten. Som præsident skabte han kaos og konflikter, truede, om nødvendigt, med at indsætte militæret.

I hele Walesa’s valgperiode oplevede Polen politisk ustabilitet. Post-Solidaritet var dybt splittet. ”Post-kommunisterne” derimod var stærkere organiseret, udgjorde noget nær en ”monolit”, kæmpede for at beholde retten til at stille op ved valg og undgå politiske udrensninger (”lustrace”). Reformkommunisten, lederen af det nu socialdemokratiske venstreforbund SLD, Aleksander Kwasniewski, blev opstillet som modkandidat til Walesa ved valget i 1995. Han og SLD evnede at føre professionel valgkamp med brug af moderne politisk marketing.

I en afgørende TV-debat evnede han at provokere Walesa, sejre stort og at sikre sig de mange vælgere, der ønskede ”alt andet end Walesa”.  Med andre ord var valget mest en folkeafstemning for eller imod Walesa. At der var indført en regel der gjorde det næsten umuligt for polakker i udlandet at stemme, gjorde det bestemt ikke lettere for Walesa. Valgdeltagelsen var efter polsk målestok rekordhøj, helt oppe på 68 pct. 

Kwasniewski havde det som udgangspunkt svært. Medierne var imod ham. Han blev beskyldt for at have misinformeret om sin uddannelse. Men han overlevede. Domstolene ville trods alt ikke forfølge om hans uddannelse. Som præsident lykkedes det Kwasniewski at give befolkningen indtryk af at være en præsident, der ønskede dialog, ikke som Walesa politisk uro. Det forhindrede ham ikke i at nedlægge veto mod 28 lovforslag, men det skete behændigt og ”bag scenen”. Dertil kom, at hans kone (Jolanta) blev stadig mere populær i befolkningen. Det kom ham i højeste grad til gavn.

Det var i den periode Polen blev medlem af NATO og EU. Et mørkere kapital var (og er) accepten af hemmelige amerikanske CIA fangelejre på polsk grund under Irak-krigen. Litauen og Rumænien havde også CIA fangelejrene. Også under Kwasniewski blev der ført en USA-venlig politik. Kwasniewski gik også aktivt ind i ukrainsk politik under Orangerevolutionen i 2004, men det kom ham til skade efter udløbet af præsidentperioden. Rusland ville under ingen omstændigheder ikke tildele Kwasniewski en international toppost, fx i FN, hvilket var Kwasniewski’s store ønske. Efter sine præsidentperioder forsøgte Kwasniewski forgæves at skabe en ny centrum-venstreblok omkring hans eget parti SLD og resterne af det liberale centrumparti Frihedsunionen (UW).  Den polske venstrefløj tabte ved alle valg gennemført i årene efter årtusindeskiftet.

Kwasniewski kunne ikke stille op 3. gang ved præsidentvalget i 2005. Kunne han have gjort det det, kunne han meget vel have vundet, mener Antoni Dudek. I stedet blev Lech Kaczynski, Jaroslaw Kaczynski’s tvillingebror Polens tredje demokratisk valgte præsident. Holdningerne til hans præsidentperiode er mildt sagt forskellige. Nogle ser i dag Lech Kaczynski som en helt. Det gælder naturligvis især Lov og Retfærdighedspartiets kernevælgere. Andre ser ham som en svag præsident, der stod i skyggen af sin bror, Jaroslaw Kaczynski. Lech Kaczynski var i sin præsidentperiode meget aktiv på den udenrigspolitiske front.

Han rejste således under Georgien-krigen i 2008 til Tblisi og støttede Georgiens præsident. Rejsen havde ikke dog den store politiske betydning. Besøget blev overskygget af Frankrigs præsident Sarkozy’s samtidige besøg i Georgien med det formål at mægle i striden mellem Rusland og Georgien. Kaczynski arrangerede også en særlig energikonference i Krakow, ligesom han forsøgte at skaffe Polen flere stemmer i EU (i Rådet). Alle initiativerne var stort set resultatløse. Hans præsidentperiode endte brat med flytragedien ved Smolensk, der som bekendt kostede præsidentparret og godt 90 andre personer, flere tilhørende magteliten, livet. På det tidspunkt lå Lech Kaczynski lavt i meningsmålingerne. Han ville næppe have vundet det efterfølgende præsidentvalg. Men hans død skabte en helt ny ”myte” omkring hans person.

Lech Kaczynski’s bror, Jaroslaw Kaczynski forsøgte sig ved det efterfølgende ekstraordinære præsidentvalg, men tabte til Borgerplatformens kandidat Bronislaw Komorowski. Før valget havde Donald Tusk trukket sit kandidatur. Kaczynski havde simpelt hen alt for mange negative stemmer, dvs. vælgere der under ingen omstændigheder ville stemme på ham i anden runde af valget. Det kostede ham valgsejren.

Smolensk-tragedien skabte dybe kløfter også politisk. Tilhængere Kaczynski og hans parti, Lov og Retfærdighedspartiet placerede et mindekors ud for præsidentpaladset i det centrale Warszawa og holdt faste mindehøjtideligheder ved det. Konspirationsteorier havde godt fat. Komorowski ønskede korset fjernet. Komorowski fremstod som den ”rolige” præsident, som politisk ”stabilisator”. Få måneder før valget i 2015 havde han op mod 80 pct. opbakning, men derefter gik det brat ned ad bakke. Han førte en katastrofalt svag valgkamp. Den blev mest ført i hovedstaden, hvor opbakningen til Komorowski i forvejen var høj. Donald Tusk var rejst til Bruxelles, og Borgerplatformen, Komorowski’s parti, mistede vælgeropbakning. I sådanne situationer er det en hæmsko at være nært forbundet med et bestemt parti. 

Komorowski´s udfordrer var den ukendte Andrzej Duda, der kom fra ”3. række” i Lov og Retfærdighedspartiet. Ikke mange gav ham på forhånd en chance for at blive valgt, heller ikke Jaroslaw Kaczynski. Men takket være Komorowski’s og Borgerplatformens nedtur sejrede han i anden runde af valget. I sine fem år ved magten har han været nært forbundet med det regerende Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). I enkelte tilfælde har han dog prøvet at anlægge en selvstændig linje, fx da han i 2017 nedlagde veto mod dele af regerings forslag til opstramninger på retsområdet.

Han bakkede også op om afskedigelsen af den kontroversielle Antoni Macierewicz som forsvarsminister. Til gengæld led hans udspil til en folkeafstemning en forfatningsreform en krank skæbne. Reelt var der tale om en politisk ydmygelse for ham, for stort set ingen inden for Lov og Retfærdighedspartiet bakkede ham op.  Det tætte samarbejde med USA’s Donald Trump kan vise sig at være et problem ved valget søndag. Trump er jo i alvorlige problemer, og kongressen i USA vil formentlig ikke godkende en udvidelse af antallet af fast udstationerede amerikanske soldater i Polen, også selv om Duda og Trump skulle blive enige om det under deres fælles møde i Washington her tæt på det polske præsidentvalg.

Havde der som planlagt været afholdt præsidentvalg den 10. maj ville Duda formentlig have opnået genvalg. Mange polakker bakkede under højdepunktet for corona krisen op om den siddende præsident. Udskydelsen af valget til 28. juni kan blive kostbar for den siddende præsident. Koblingen til Lov og Retfærdighedspartiet giver ikke i sig selv Duda bonus på valgdagen, for kurven for vælgeropbakning er nedadgående for Kaczynski og hans parti. Bliver Duda afsat som præsident står Polen formentlig over for nyvalg til parlamentet. 

Taber Duda, har kun én siddende præsident, Aleksander Kwasniewski, siden 1990 opnået genvalg.