Polsk parlamentsvalg til oktober bliver en svær opgave for oppositionen

Analyse af Michael Hardenfelt

Polen: Regeringspartiet PiS har i denne weekend holdt deres partikonvent, hvor man har fremlagt sine visioner for et stærkt og solidarisk Polen. Dette må ses som indledningen til det parlamentsvalg, som formodentligt løber af staben i oktober, men senest i november.

I mellemtiden prøver oppositionen at samle et valgforbund. Problemet er, at valgsystemet er fordelagtigt for store partier. Hvis regeringspartiet får 47% af stemmerne, mens 3 oppositionspartier i fællesskab får 53% af stemmerne, så får regeringspartiet flertallet af pladserne i parlamentet. Et andet problem er, at nogle små oppositionspartier kan risikere ikke at klare spærregrænsen på 5%. Det var det der skete ved valget i 2015, som medførte, at PiS med 37% af stemmerne fik flertallet i parlamentet (Sejmen).

Nogle partier er imidlertid skeptiske overfor valgforbund. Det centrumsøgende landbrugsparti, PSL, nægter at være sammen med det nystiftede venstreparti ”Forår” (Wiosna), og Forår har længe overvejet, om de overhovedet ville være med i et valgforbund.

Hvis man observerer situationen lidt på afstand, står det klart, at de polske oppositionspartier bør lave et stærkt valgforbund, således at alle de, som går ind for domstolenes uafhængighed og overholdelse af Forfatningen kan genindføre et normalt styre i Polen.

Problemer er bare, at man ikke vinder parlamentsvalget på at plædere for domstolenes uafhængighed og overholdelse af forfatningen. For langt de fleste borgere er det simpelt hen sekundære emner, og mange vil også have en anden demokratiopfattelse, og mener ikke nødvendigvis, at Forfatningen indeholder den højeste visdom.

Det er klart, at domstole og Forfatning giver stemmer, men det er en marginal del af stemmerne, og de har allerede besluttet sig. Resten af stemmerne bliver afgivet efter, hvilke visioner de forskellige partier præsenterer for fremtiden. Der er også en stor del af de katolske centrumvælgere, som hellere vil brække en arm, end at stemme på en blok, hvor Forår går ind for homoægteskaber og dekadente vestlige værdier, mens en del af Wiosnas vælgere måske vil vælge at stemme på et regeringsparti med en social profil, frem for på en koalition med deltagelse af bagstræberiske gamle mænd og fromme kvinder.

Der er ikke nogen idealløsning for oppositionen, og PiS står i dag til at vinde valget ved almindelige demokratiske midler (som fx det statskontrollerede TV), men jeg er ikke sikker på at en stor grå koalition vil kunne flytte stemmer med en meddelelse, som egentligt ikke har andre fælles punkter end, at man ønsker at genindføre retsstaten som defineret i Forfatningen. Måske vil det være bedre at se nogle klare visioner for fremtiden, men uanset dette har oppositionen ikke de store chancer.

I løbet af de sidste 4 år er socialstaten indført i Polen med et brag, og ingen – absolut ingen – tør prøve at rulle de ændringer tilbage. Vi har en situation som i Danmark, hvor Venstre og Socialdemokratiet alle er enige om socialstatens videreførelse, blandt andet fordi Venstre ved, at de ville tabe med et brag, hvis de sagde noget andet.

Situationen er i dag næsten identisk i Polen, bortset fra at PiS trods alt har indført denne socialstat og står som garant for denne. Sammen med støtte fra kirken og den nationalistiske fløj i Polen bliver det et valgprogram, som oppositionen får meget svært ved at overvinde.