Politisk alliance mellem Serbien og Ungarn

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU                                                                                                                                                             

Søren Riishøj_2Ungarn/Serbien: Ungarns Viktor Orbán har mange tilhængere, men kun få allierede i Europa. Men med ét land har Ungarn stabile og gode kontakter, Serbien. Det udtaler den ungarske historiker Eva S. Balogh til det polske ”Polityka”.

Orbán’s Fidesz og Vucic’ Serbiens Progressive Parti (SNS) er søsterpartier og ser på mange områder ens på forholdene hjemme og internationalt. I forhold til Serbiens præsident Tomislav Nikolic har ministerpræsident Aleksander Vucic ført en ret pro-EU linje, i hvert fald forhandlet om EU-medlemskab, og i de bestræbelser er han aktivt blevet støttet af den euroskeptiske Orbán, der gerne ser en politisk allieret optaget i EU.

aleksandar_vucic-foto-zoran-zestic

Serbiens premierminister Aleksandar Vucic Foto:Zoran Zestic

Vucic var under Milosevic minister for Information og hører i dag til på den mere EU-venlige fløj, men som EU-land vil Serbien givetvis, helt som Ungarn, handle ud fra nationale interesser. Serbiens store problem er nabolandet Kroatien, der systematisk modarbejder Serbiens forhandlinger med EU.

Serbiens forhold til NATO er meget anstrengt. Ungarn er Nato-medlem, men efter manges iagttageres opfattelse det mindst loyale af dem alle. Serbien er i hvert fald stærkt oprørt over NATOs militærøvelser i Montenegro, NATO’s kommende medlemsland og har som reaktion gennemført militærøvelser med Rusland og Hviderusland.

Og når det gælder Rusland er både Ungarn og Serbien på mange områder helt enige, også når det gælder modstand mod sanktioner over for Rusland. Putin aflægger dag også jævnligt besøg i Beograd og Budapest, i februar rejser han til Budapest. Her vil især energisamarbejde, herunder samarbejdet omkring udbygningen af det ungarske atomkraftværk i Paks, være højt på dagsordenen.

Både Serbien og Ungarn lider under et ”postimperialt syndrom”, også det forener dem. Serbien har som bekendt mistet Kosovo, og Ungarn har stadig svært ved at forlige sig med tabet af store landområder i Trianon-traktaten helt tilbage i 1920.

Orbán støtter aktivt de ungarske mindretalspartier i Slovakiet og Rumænien, ligesom Serbien det serbiske mindretal i det nordlige Kosovo. Ungarn har komplekst forhold til Ukraine, anerkender ikke annekteringen af Krim, men forlanger autonomi for det ungarske mindretal i Ukraine.

Endelig skal nævnes, at Ungarn og Serbien begge praktiserer den illiberale variant af demokrati og bliver kritiseret herfor. I den henseende er ikke alene, for den illiberale model praktiseres i flere lande i Europa, eksempelvis Polen og Kroatien. Det liberale demokrati er under stigende pres i hele Europa.

Share This