Politikens leder om det polske præsidentvalg – en sandhed med modifikationer

Politiken Foto: Tomasz Sienicki

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Debat: Ganske som Berlingske Tidende havde Politiken voldsomme kommentarer til det polske præsidentvalg. Lederen kalder det en”demokratisk dødskørsel” og længere inde i avisen siges, også i overskriften, at genvalget af Duda baner vej for “nationalkonservativ totaldominans”. I lederen står der, at valget slet ikke skulle være afholdt, da det fandt sted midt under corona krisen. Man må kraftigt overveje at erklære valget ugyldigt, hedder det. Trzaskowski kunne ikke føre valgkamp.

Det er en sandhed med modifikationer. Oppositionen har torsdag indgivet en klage over valget, men den selvsamme oppositionen gik mig bekendt også med til udsættelsen af valget til 28. juni.

Trzaskowski blev ny kandidat for Borgerplatformen og var meget tæt på at vinde. Havde han vundet havde Politiken vist ikke krævet valget omstødt!

At tale om nationalkonservativ totaldominans passer slet ikke. Med valget af Duda har vi politisk fået status quo. Reelt har vi i Polen en mindretalsregering, da Jaroslaw Gowins gruppe i regeringen afviser flere forslag fra “høgene” i regeringen, fx fra justitsminister Zbigniew Ziobro. Gowin afviser også et muligt lovforslag om repolonisering af de polske medier. Så det er der ikke flertal for.

Regeringen har heller ikke flertal bag sig i  Senatet. I den kommende tid vil vi med stor sikkerhed blive vidner til hårde magtkampe mellem de forskellige fraktioner inden for regeringen. Det kan vel ikke kaldes nationalkonservativ totaldominans.

Jeg er selv bestemt ikke nationalkonservativ, hører til centrum-venstre. Men at acceptere valgnederlag er nu engang demokratiets vilkår. Heldigvis føres debatten i polske medier her efter valget på et langt højere fagligt  niveau, end det tilfældet er her i det lille Danmark længere mod nord.

Læs også vores kommentar om Berlingskes leder.

Share This