Polens svære forhandlinger om det kommende EU-budget

Polens hovedstad Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Aldrig før har Polen stået så svagt før de afgørende forhandlinger om EU’s kommende langsigtede budget. Det skriver Maciej Zakrocki i ”Polityka” (9.2018).

I 2005 og 2013 var de daværende polske regeringer i langt højere grad i stand til at manøvrere og indgå alliancer. I 2013 var Donald Tusk regeringschef i Polen. Den polske regerings manøvremuligheder her, hvor EU’s budget for 2021-27 er til forhandling, er meget svagere.

ÉUs budget er under alle omstændigheder under pres pga. Brexit og bortfaldet af de britiske indbetalinger på samlet omkring 12 mia. euro svarende til omkring 13 pct. af EUs samlede budget. Samtidig er der et stærkt voksende pres for at hæve udgifterne til forsvar og til migrations- og flygtningepolitikken og styrke forsvaret af EU’s ydre grænser. Spørgsmålet er, om de penge skal skaffes gennem besparelser andre steder på EU’s budget eller via en forhøjelse af medlemsstaternes indbetalinger til EU fra i dag 1. pct. af BNP til 1.1 pct.

Den mulighed at sænke EU’s bidrag til lande, der ikke overholder EU’s retslige principper er også blevet rejst, også af EU-kommissæren for justitsforhold, tjekken Vera Jourová. Problemet her er at få udarbejdet objektive kriterier for at straffe bestemte lande og deres regeringer.

EU-landene er slet ikke enige om bidragsprocenten. EU-landene fra øst, der er nettomodtagere af EU-penge, mødtes for få uger siden med EU-kommissær for budgettet, Günther Oettinger og forlangte en forhøjelse af bidragene. Østrig har konsekvent sagt klart nej til forhøjelse, Tyskland afviser det ikke fuldstændigt.

Share This