Polens risikofyldte alliance med USA

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polen er for USA kun en tredje rang allieret. Det konstaterede nu afdøde Zbigniew Brzezinski for en del år tilbage. Det udsagn vakte bitterhed i Polen, for Polen støttede i 1990erne aktivt Irak-krigen, tillod oprettelse af hemmelige CIA drevne fængsler på sit territorium og fik ikke ret meget til gengæld, i hvert fald ikke ret mange militærkontrakter og heller ikke visum-frihed for indrejse til USA.

I dag, konstaterer Tomasz Zalewski i en analyse for ”Polityka”, er Polen steget i graderne og blevet en allieret af anden rang. Med Ruslands annektering af Krim i 2014 voksede Polens militærstrategiske betydning. Donald Trump lagde op til dialog med Vladimir Putin, men Rusland betragtes stadig- og ikke mindst i Kongressen – som en modstander globalt trods tabet af supermagtsstatus.

Polen har i de seneste år ihærdigt satset på at få oprettet faste amerikanske baser i landet. Andzej Duda’s besøg for nylig i Washington skal ses i det lys. Ønsket i Warszawa er også at få Donald Trump på besøg i Polen i forbindelse med markeringen af 80-året for udbruddet af 2. verdenskrig. Et sådant besøg til i givet fald finde sted kort før valget i oktober og skal tjene til at få stemmetallet for regeringen endnu højere op.

I Washington nåede Duda og Trump noget længere frem mod en endelig ordning. Amerikanerne er ikke meget for at gøre baserne i Polen ”faste”, der tales hellere om ”enduring” militær tilstedeværelse i Polen – med ”elementer” af en fast tilstedeværelse. Ønsket er ikke at provokere Putin alt for meget. Derfor bliver der i de kommende år satset på styrkelse af den militære infrastruktur, således at Polen hurtigt kan få militær forstærkning i tilfælde af krig.

Antallet af udstationerede amerikanske soldater skal vokse fra 4.500 til op omkring 6.000. Men det sker ikke gratis. Polen skal betale foreløbig 2 mia. dollar og binder sig derudover til store indkøb af militær i USA, eksempelvis 32 F-35 fly til en pris på mindst 2.5 mia. dollar, samt køb af mere LNG, flydende gas, fra USA. Derfor den amerikanske modstand mod Northstream II projektet. Sidste år faldt importen af russisk gas med 6 pct., men Rusland står stadig for 2/3 af den polske gasimport. Den nuværende aftale med Rusland om import af gas udløber i 2022.

Polen skal efter planen også bygge atomkraftværker, det første skulle være færdigt i 2030. Dem ser Trump gerne leveret fra USA, ikke Europa. Den polske regering håber som gengæld på amerikansk støtte til at få Krzystof Szczerski valgt til kommende stedfortrædende NATO-sekretær. Polen skal næppe vente støtte fra tysk og fransk side. At USA er villig til at handle nu, skyldes at den nuværende regering i Polen, ledet af Lov og Retfærdighedspartiet, ses som mere forhandlingsvillig end en (mulig) kommende liberal-socialistisk koalition.

Borgerplatformen er mere orienteret mod EU end mod Washington end Lov og Retfærdighedspartiet. Udfaldet af valget til Europaparlamentsvalget for nylig vurderes derfor positivt i Washington. Genvalg for Trump i 2020 er heller ikke uvelkommen hos regeringen i Polen. Når det gælder USA-EU-NATO vejer far ”papa”, dvs. USA højere end ”mata” (EU). Menneskerettighederne vejer ikke tungt i amerikansk udenrigspolitik, EU’s skarpe kritik af Polen fænger ikke i Washington, i hvert fald ikke i Det Hvide Hus.

Lige nu tyder mest på, at den nuværende regering kan fortsætte efter parlamentsvalget i oktober. Aftalen med USA har været genstand for hidsige debatter både i og uden for Polen og USA. Spørgsmålet er jo, hvor langt USA i virkeligheden vil forsvare Polen. USA’s hovedinteresser er uden for Europa, i Mellemøsten, frem for alt Israel og Iran og Asien (Kina og Japan). Sagen om Holocaust-loven og det forsat spændte israelsk-polske forhold har også haft betydning for forholdet mellem Polen og USA. Israel er USAs allierede af første rang, Polen må fortsat nøjes med en andenrang status. Ensidigt at satse på det bilaterale forhold til USA er risikofyldt, med eller uden Trump.