Polens nye udenrigsminister i Tyskland

Jacek Czaputowicz Foto: Kancelaria Premiera

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: ”Han er en ganske anden type end Witold Waszczykowski”. Det konstaterede tyske diplomater efter Jacek Czaputowicz’, Polens nyudnævnte udenrigsministers besøg i Berlin.

Forholdet mellem Polen og Tyskland var problematisk og samtalerne mildt sagt ”anspændte” under den tidligere udenrigsminister Witold Waszczykowski, men nu er tonen mellem Bonn og Berlin bedre.

Under mødet mellem Czaputowicz og hans tyske kollega Sigmar Gabriel i sidste uge blev der især drøftet bilaterale problemer, herunder spørgsmålet om tyske krigsskadeserstatninger til Polen. De to udenrigsministre var enige, at det emne ikke skal være en belastning de to lande imellem, det bliver taget op af eksperter i de to lande og ”kastet til hjørne”.

Det blev også besluttet at indkalde til et nyt møde mellem de to i forbindelse med den årlige sikkerhedspolitiske konference i München i februar. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget forholdet mellem Polen og Tyskland og Polen og EU reelt er blevet forandret siden regeringsrokaden i Polen, der også betød at to andre kontroversielle ministre, forsvarsminister Antoni Macierewicz og miljøminister Jan Szyszko også måtte forlade deres poster.

Det helt store spørgsmål er naturligvis det videre forløb i EU’s sagsanlæg mod Polen i henhold til Lissabon-traktatens paragraf 7. Målet for den polske regering er her at vinde tid og få udskudt den videre procedure, gerne helt til efteråret og inden da nå frem til et kompromis med EU efter den ungarske model, der går ud på at ændre kosmetisk og taktisk i de planlagte love på retsområdet, fx fjerne forslaget om en særlig disciplinærkomite under den polske Højesteret.

Der er i øvrigt opstået tvivl om, hvorvidt Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán i sidste ende tør nedlægge veto mod indførelse af sanktioner over for Polen sådan som han ellers har sagt. Regeringen i Warszawa har af gode grunde ventet spændt på resultatet af regeringsforhandlingerne i Tyskland. Bliver SPDs Martin Schultz Tysklands nye udenrigsminister forventes der i Berlin en skærpet politik over for Polen.

Share This