Polens 100-årsjubilæum markeres med koncert i DR Koncerthus

Illustrationsfoto: Jarba

Polen/Danmark: Søndag d. 9. september bliver en særlig aften i den store sal i DR’s Koncerthus. Da er DR’s Symfoniorkester nemlig skiftet ud med Polens Nationale Radiosymfoniorkester som kommer til Danmark i forbindelse med fejringen af 100-årsjubilæet for Polens genoprettelse som uafhængig stat.

Aftenens program omfatter polsk musik af Chopin og Lutosławski samt et uddrag af Griegs Peer Gynt Suite. For alle værkerne gælder at de rummer elementer af folkemusik, sådan som det var på mode blandt komponister fra den romantiske periode.
Som solist optræder et af de store unge talenter inden for klassisk musik, nemlig pianisten Szymon Nehring. Nehring er uddannet fra Yale School of Music under Boris Bermann og vandt Arthur Rubinstein International Piano Master Competition i 2017.

Koncerten dirigeres af Alexander Liebreich som vandt International Classical Musik Award i 2017. Liebreich er tidligere chefdirigent for Münchener Kammerorchester og har siden september 2018 stået i spidsen for Prags Radio Symfoniorkester.

Polen blev erobret og delt mellem nabostaterne i 1795. Alligevel fandtes der i 1800-tallet et rigt polsk kulturliv, blandt andet repræsenteret af Fryderyk Chopin i eksil i Frankrig. Efter en langvarig selvstændighedskamp blev Polen omsider genoprettet ved 1. verdenskrigs afslutning i 1918, og 100-årsjubilæet for denne begivenhed markeres med en række arrangementer hvoraf koncerten i DR’s Koncerthus er den største på dansk jord.

Sted: DR Koncerthuset
Tid: 9. september 2018, kl. 18.30.

Se pianisten Szymon Nehring

Share This