Polen: stor emigration og beskyttet arbejdsmarked

Arbejder1

Arkivfoto: Ota Tiefenböck

Polen: Det samlede antal udlændinge på arbejdsmarkedet i EU er ifølge Eurostat 33 millioner, svarende til 7 procent af EU’s samlede befolkning. I de seneste år har mere end to millioner polakker rejst ud for at søge lykken og arbejde i udlandet, for det meste yngre og veluddannede mennesker.

Hjemme i Polen arbejder kun omkring 100.000 udlændinge eller blot 0.2 procent af den samlede befolkning, og det er den laveste andel blandt samtlige EU-lande. Én af de vigtigste årsager er den polske lovgivning på området, da udlændinge der ønsker at arbejde i Polen skal gennem svære procedurer. Der kan således ikke gives ret til arbejde uden, at der er givet tilladelse til ophold over lang tid. Proceduren ved ansøgningen om arbejdstilladelse er lang og kan vare op til 100 dage, skriver den polske avis Gazeta Wyborcza, og det kan virke begrænsende.

Ifølge Gazeta Wyborcza er der i Polen i alt givet 40.000 arbejdstilladelser. Over halvdelen heraf til ukrainere, der også udgør størstedelen af dem, der arbejder illegalt. Totredjedele af de udlændinge, der er fanget i sort arbejde, er fra Ukraine.

I 2012 skærpede den polske regering straffen for arbejdsgivere, der ansætter arbejdskraft uden arbejdstilladelse. Pligten til at kontrollere, at arbejdstilladelse faktisk foreligger, er blevet indskærpet, og brydes den regel kan der vanke straf i op til tre år.sr

Share This