Polen og USA på kollisionskurs

Illustrationsfoto: Elevatorrailfan

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/USA: Trods alle påstande om det modsatte fra regeringen er det ingen hemmelighed, at hverken præsident Andrzej Duda eller ministerpræsident Mateusz Morawiecki lige nu er velkomne i Washington. For en uges tid siden offentliggjorde internetportalen onet.pl et hemmeligt og opsigtsvækkende analyse (”Z-99/2018”) fra det polske udenrigsministerium udformet af chefen for udenrigsministeriets politiske kabinet Jan Parys.

Heri refereres der til notater fra den polske ambassade i Washington om et møde den 20. februar med Wess Mitchell, der er ansvarlig for USA’s diplomatiske relationer til Europa. Jan Parys siger lige ud, at forholdet mellem USA og Polen lige nu er aldeles ”uholdbart”. Striden med USA, fortsætter han, er klart værre end striden mellem den polske regering og Israel og med EU-Kommissionen.

Polen værdsætter alliancen med USA endda meget højt. Fra amerikansk side forlanges der regulære ændringer i de ”Holocaust-love”, loven om Det Nationale Mindeinstitut (IPN), der er blevet vedtaget af parlamentet. Det er vigtigt at få igangsat konsultationer med Washington, sådan striden ophører, siger Parys. Mitchell siger iflg. notatet, at den pro-israelske lobby i USA er meget stærk, og at stemningen i Kongressen over for Polen lige nu er ”fatal”.

Iflg. det polske udenrigsministerium er striden med USA kædet sammen med de løbende forhandlinger om polske våbenkøb i USA, især købet af antiraketsystemet ”Patriot” og dertil de første leverancer fra USA til raketsystemet ”Homar”. De forhandlinger trækker ud, dels på grund af prisen, dels pga. uenigheder om modkøb og amerikansk modstand mod, at konflikter mellem partnerne om fortolkning af indholdet i aftalerne skal afgøres ved polske domstole. IPN-loven behandles lige nu af den polske forfatningsdomstol. Afgørelsen herfra vil formentlig først komme om et par måneder.

Share This